23948sdkhjf

Ny ambitiøs plan for Saltebakken

Schouw & Co vil af med fabriksgrunden i Frederikshavn og er klar med idé til ny byudvikling.
Schouw & Co koncernen, der tidligere ejede Martin-fabrikken, præsenterer nu et projekt for udvikling af området på Saltebakken, hvor den tidligere Martin-fabrik ligger. Som nærmeste nabo til rensningsanlægget og Frederikshavn Marina.

Da Schouw & Co for et par år siden solgte Martin til amerikanske Harma, beholdt Schouw-gruppen grunden på Saltebakken, og det Århus-baserede selskab har fået ARKINORD til at udarbejde et oplæg til et ambitiøst udviklingsprojekt, som indeholder boliger, restaurant, erhverv samt dagligvarebutik op til 1500 kvadratmeter.

Fabrikken på Saltebakken har stået tom, siden Martin samlede sine aktiviteter i den nye fabrik på Niels Bohrs Vej i den modsatte ende af Frederikshavn.

Vil ikke lægge navn til en skamplet
Ifølge Peter Kjær, direktør i Schouw & Co, har virksomheden uden held forsøgt at sælge grunden og fabriksbygningen på Saltebakken, og nu forsøger de så at realisere grunden i samarbejde med en række lokale samarbejdspartnere.

- Vi har en til at slå græs derude og sørger for at bygningen er opvarmet og at der ikke sker hærværk, men i længden er det ikke holdbart.

- Vi er ikke et professionelt ejendomsudviklingsselskab, men vi vil ikke lægge navn til, at bygningen står og forfalder der lige ved indfaldsvejen til Frederikshavn. Det er byens ansigt, og det skal ikke udvikle sig til en skamplet. Derfor har vi taget kontakt til ARKINORD og en af Frederikshavns boligforeninger og har lavet et forslag til, hvordan området kan udvikles, siger Peter Kjær.

Flere etaper
Projektet er delt op i etaper. Første etaper omfatter boliger i tre, otte og 10 etager mod nordøst.

Boligforeningen er interesseret i at stå for opførelse af de cirka 60 planlagte boliger i første etape.

- Det er en interessant beliggenhed, tæt på vandet og havnen og tæt på indfaldsvejen. Vi ser nogle muligheder i udvidelsen af Frederikshavn Havn og de forventede arbejdspladser, det kaster af sig. For Frederikshavn vil det være rart, hvis det også fører til nye skatteborgere. Derfor tror vi på, at der er et marked for attraktive nye lejeboliger med god udsigt, og det samme gør boligforeningen, siger Peter Kjær.

På den vestlige del langs Europavej er det planen at indrette til erhvervs- og butiksformål, mens den sydlige del af området skal være åbent lav boligbyggeri i forlængelse af de eksisterende parcelhuse. Denne del skal ifølge planen opføres af private investorer.

En del udfordringer
Projektet indeholder en del udfordringer. Blandt andet trafikstøjen fra E45, naboskabet til rensningsanlægget, ligesom et højt byggeri skal ses i forhold til Flådestationens fortsatte drift med helikopterlandingsplads og støjgener fra helikoptere med mere.

- Vi fremlægger en idéskitse til, hvordan det kan komme til at se ud. Der er lang vej endnu, men synes Frederikshavn, det er en god idé, arbejder vi videre med et mere konkret projekt, siger Peter Kjær fra Schouw & Co i Århus.

Beplantning af arealet langs E45 fra Saltebakken i syd til Lumskebugten i nord indgår også i det samlede projekt, der på tirsdag er på dagsordenen i plan- og miljøudvalget.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125