Bodilsen Totalbyg har i tæt konkurrence med seks andre byggefirmaer vundet hovedentreprisen på Herningsholm Erhvervsskole. Ordren lyder på 55,3 mio. kr. eksklusiv moms.
Projektet er tegnet af C.F. Møller, der i sommeren 2014 vandt en indbudt arkitektkonkurrence i samarbejde med C.F. Møller Landscape og Cowi,
Byggeriet, der skal huse HG-uddannelsen, omfatter cirka 4.600 m² og opføres i to etager stigende til tre etager uden kælder.
- Disse type sager passer perfekt ind i den måde vi arbejder på og det er en del af virksomhedens udvikling og strategi at byde ind på disse opgaver, siger direktør og indehaver Morten Stampe i en pressemeddelelse.
Bygningen er vinkelformet og samler tre punkthuse under et skrånende tag. Det skaber tre nye udendørs opholds- og læringsrum, hvor man i landskabsbearbejdningen har søgt at understøtte læring og klimatilpasning.
Projektet er allerede startet op og forventes afsluttet i sommeren 2016.