23948sdkhjf

Hospitalsbyggeri kigger langt efter kvalificeret arbejdskraft

Når de store byggeopgaver på Nyt Hospital og Ny Psykiatri går i gang i 2018, kan det blive nødvendigt at hente hænder i udlandet.
Et hospitalsbyggeri er en højkompleks byggeopgave, som ikke alle kan udføre. Derfor er risikoen for at mangle kompetente entreprenører og håndværkere noget, man tager alvorligt på Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.

- Hospitaler er teknisk avancerede bygninger i stor skala. Kompleksiteten er på højde med en lufthavn. Der er i øjeblikket mange store byggerier i gang, og vi kommer lige i slipstrømmen. Så hvis eksempelvis Femern Tunnelen eller de andre store hospitalsbyggerier bliver bare lidt forsinkede, risikerer vi at mangle arbejdskraft, konstaterer entreprisechef Carsten Nyboe fra Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.

Stor erfaring i udlandet
Derfor er byggeorganisationen bag det store byggeprojekt til 4 mia. kr. i løbende dialog med entreprenører i både Danmark og udlandet. Projektet er desuden repræsenteret på Copenhagen Capacity’s Investorportal og i kampagnen Greater Copenhagen.

- Det bliver pludselig synligt, hvor mange store byggerier, der er og kommer i Danmark, og så bliver vi mere interessante for udenlandske entreprenører. Vi gør også en del ud af, at projektet skal være tilgængeligt på både dansk og engelsk, både i udbud på hjemmeside og LinkedIn, fortæller Carsten Nyboe.

Projektet har de seneste år haft besøg fra bl.a. England, Østrig, Nederlandene, Finland, Tyskland og Spanien af entreprenører, der er interesserede i at byde på byggeopgaven.

- I lyset af hvor kompliceret det er at bygge hospitaler, er det ret interessant at tale med virksomheder, der har bygget 600 hospitaler. Det er jo en helt anden erfaringsvolumen, end danske virksomheder har. Vi går ikke direkte efter udenlandsk arbejdskraft, men for at sikre, at vi kan holde tidsplanen og levere høj kvalitet til de aftalte penge, er vi åbne for mulighederne, siger entreprisechefen.

Han er helt klar over, at det ikke er uden udfordringer at hente arbejdskraft uden for Danmark:

- Vi ønsker på ingen måde, at danske håndværkere bliver underbudt, og vi stiller gennem Region Hovedstaden en række krav om blandt andet sociale klausuler og praktikpladser. Men det er ingen hemmelighed, at der de senere år ikke er blevet uddannet nok danske håndværkere, fordi der ikke har været vækst i branchen. Vi kan derfor hurtigt løbe tør for kvalificerede danske hænder, siger Carsten Nyboe.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093