23948sdkhjf

Adserballe & Knudsen: Største renovering til dato

1.170 boliger og 22 blokke skal renoveres indvendigt og udvendigt.
De næste 3½ år skal Adserballe & Knudsen arbejde i Hvidovre, hvor KAB og Boligselskabet Friheden renoverer 1.170 boliger fordelt på 22 boligblokke og 123 opgange.

Tag og facade skal energioptimeres. Uden på det eksisterende tag lægges nyt varmt tag med ensidig hældning. Facaden isoleres udvendigt med et nyt ekstra lag og et pudslag. Overalt skiftes vinduerne og døre, alene omkring 10.000 vinduer i alt.

-Gennem årene har vi med stor omhu opbygget kompetencerne til at påtage os de større renoveringsopgaver, og den strategi har alene i 2015 givet os to meget store opgaver, siger adm. direktør Karsten Hjarsø med henvisning til, at Adserballe & Knudsen i sidste måned vandt renoveringen af 426 boliger i Skoleparken i Hillerød.

Det var en opgave til 250 mio. kr. Denne kontrakt lyder på 357,5 mio.kr. og er dermed virksomhedens hidtil største renoveringsopgave.

- Vi bød ind med en meget bred erfaringsbase fra tilsvarende opgaver. Vi stiller med et stærkt hold af bygge- og projektledere på funktionærsiden og egne håndværkere, som skal løfte denne opgave. En god andel er i egenproduktion, men vi har også underentreprenører med på holdet, siger Karsten Hjarsø.

Skal ikke ligne en byggeplads
Projektet er delt i fire etaper med 5-6 blokke i hver, der udføres i en glidende proces. Ifølge sektionschef Niels Jul Jakobsen er Adserballe & Knudsen meget optaget af, at området ikke kommer til at ligne en byggeplads de næste 3-4 år.

-Den største udfordring er at styre og koordinere projektet i en rationel proces. Og sikre et godt samspil mellem de op til 100 håndværkere fra alle fag, som projektet kræver. Vi vil styre projektet efter ’just in time’-princippet. Det er rationelt, vi undgår spild, og det er med til at byggepladsen fungerer, og uden den breder sig unødigt ind på beboernes område, fortæller han.

Arbejdet i hver enkelt bolig bliver styret med udgangspunkt i, at håndværkerne opholder sig kortest mulig tid i den enkelte bolig. Med 1.170 boliger er der også mange børn, og byggepladsen kan være en stor fristelse for nysgerrige sjæle.

- Vi indleder en dialog med områdets børn. Vi vil gerne bidrage til, at de synes, byggeriet er spændende – får de lyst til at blive håndværkere en dag, er det positivt, men vi vil samtidig få dem til at forstå, at der er regler, og at der er farligt på den anden side af hegnet. For to år siden arbejdede vi på en skole med hundredvis af børn omkring os hver dag. Vi opnåede en god dialog, og vi havde ingen uheldige episoder, siger Niels Jul Jakobsen.

Arbejdes gennemføres i perioden juni 2015-marts 2019 med Adserballe & Knudsen A/S (bygning) og Finn L. & Davidsen A/S (installation) som storentreprenører. Friborg og Lassen A/S er arkitekt, mens rådgivende ingeniør er Henrik Larsen Rådgivende ingeniørfirma A/S.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14