Aart architects udvider i København
Tegnestuen flytter til nyt og større kontor på Islands Brygge.
- Gennem de seneste år har vi oplevet en fantastisk fremgang med nye projekter i Skandinavien – ikke mindst i København. Derfor tager vi nu skridtet og flytter til nyt og større kontor for at skabe et solidt fodfæste for vores fremtidige aktiviteter i København, forklarer CEO og partner, Torben Skovbjerg Larsen.
Aart architects er aktuelt engageret i en bred vifte af opgaver i København – fra sygehuse over boliger til transformation af gamle industribygninger. Beliggende på øverste etage i et nyrenoveret pakhus er det nye kontor et fint eksempel på sidstnævnte. Med adresse på Njalsgade 17a ligger det i hjertet af Islands Brygge – et stenkast fra tegnestuens gamle kontor på Njalsgade 19b.
Afdelingsleder af det nye kontor, arkitekt Rasmus Højkjær Larsen, har gennem de seneste år stået i spidsen for flere af tegnestuens projekter i og omkring København. Som afdelingsleder har han fokus på at styrke relationen til eksisterende og nye bygherrer og samarbejdspartnere i hele Københavnsområdet.
- Med det nye kontor har vi fået de helt rigtige rammer for at udvikle projekter i et tæt parløb og bane vej for nye spændende samarbejder, siger Rasmus Højkjær Larsen.
Aart åbnede sidste år nyt kontor i Oslo.