23948sdkhjf

Hi-Con skruer op for volumen

Omsætningen er femdoblet siden 2010 – og nu udvides fabrikken.
Det går godt hos højstyrkebeton-producenten Hi-Con i nordjyske Hjallerup. Siden 2010 er omsætningen femdoblet – hvilket også er en fordobling af omsætningen fra dengang, hvor den var på sit højeste før krisen.

Den store efterspørgsel betyder, at virksomheden nu er gået i gang med at udvide produktionsfaciliteterne fra 12.000 til 17.000 kvadratmeter. Den nuværende opmagasineringsplads bliver inddraget i produktionen, og en ny lagerplads bliver opført for enden af den nuværende fabrik.
Derudover skal administrationsbygningen også udbygges i de kommende år.

Årsagen til den store fremgang skal findes i en mærkbar bedring i markedet, men ikke mindst en meget ambitiøs strategi, der blev iværksat i 2010, da krisen var på sit højeste.

- Vi lavede en femårs-strategi, der betød, at vi skulle investere i nye produkter, markeder og ny teknologi. Vi har flyttet fokus fra kun at producere trapper og altaner til også at lave facade-elementer, bokshusbyggerier og renoveringer, og vi har samtidig satset benhårdt på eksportmarkederne, fortæller administrerende direktør Peter Vendelin Olesen.

Helt konkret betød en strategisk beslutning, at virksomheden skal bruge 30 procent af sin tid på udvikling. Samtidig skulle 90 procent af omsætningen i 2015 komme fra dengang uopdyrkede markeder.

Vigtigt marked i Danmark
Hjallerup-virksomheden er den eneste specialiserede producent af højstyrkebeton i verden. Teknologien udspringer fra Aalborg Portland i 1970’erne, og fordi denne type af beton ikke er CE-certificeret, skal virksomheden selv kunne dokumentere holdbarheden.
Derfor laver virksomheden et omfattende dokumenteringsarbejde, og samtidig betyder det, at det danske marked er meget vigtigt for Hi-Con.

- Det danske marked er presset på prisen, men vi vil have alle projekter højstyrkebeton i Danmark, selvom det er en dårlig pris. Det er for at få en kritisk masse og for referencerne, forklarer Peter Vendelin Olesen.

I øjeblikket producerer virksomheden blandt andet altaner til en etagebygning i det nye Musikhus-kvarteret i Aalborg.

Den stigende aktivitet viser sig også i Hi-Cons seneste regnskab for 2014. Her er resultatet før skat vokset fra 1,9 millioner kroner til 7,8 millioner.

Sælger mere end man selv kan producere
Det går i øjeblikket så godt hos Hi-Con, at virksomheden er nødt til at få produceret betonelementer hos underleverandører. I øjeblikket benytter virksomheden sig af producenter på Bornholm og i Holland.

For højstyrkebeton-producenten er det en grundig udvægelsesproces, der foregår, når en ny underleverandør skal findes.

- Vores underleverandører skal have motivationen. For det er ikke bare cement og sten, der blandes sammen i vores beton. Der er nogle helt andre krav til os, og det skal leverandørerne leve op til, siger Peter Vendelin Olesen.

På fabrikken i Hjallerup betyder den store travlhed også en masse nyansættelser. I øjeblikket er der ansat 20 funktionærer og 30 timelønnede.

Peter Vendelin Olesen vurderer, at der skal ansættes to bygningsingeniører, to tekniske tegnere, to sælgere og to timelønnede i det næste halve års tid. Han anslår også, at ansættelserne vil ske med den samme fart i de kommende år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156