23948sdkhjf

Danmark har Europas bedste rådgivende ingeniør - og den næstbedste

For andet år i træk vinder en rådgiver fra en dansk rådgivende ingeniørvirksomhed prisen som årets unge rådgivende ingeniør i Europa.
Det er Rambøll-rådgiveren, Anne Moloney, der også blev årets unge FRI-Rådgiver, som af EFCA (European Federation of Engineering Consultancy Associations) er blevet udnævnt som European Young Professional of the Year 2015.

Francesca del Din – også fra Rambøll – følger skarpt efter på en flot andenplads, mens Steffen E. Maagaard fra Moe har fået en hædrende omtale.

Ifølge Henrik Garver, administrerende direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI), er priserne et vidnesbyrd om styrken af den rådgivende ingeniørbranche i Danmark. Virksomhederne er stærke både fagligt og forretningsmæssigt, og samtidig er der stort fokus på talentudvikling.

- Der er i branchen en god tradition for at give de unge talenter plads til at udvikle sig og ikke mindst til tidligt i karrieren at få et ansvar, siger Henrik Garver.

33-årige Anne Moloney får prisen for sin rolle som projektleder på broprojektet ”Queensferry Crossing” i Skotland. Projektet har et budget på omkring 8 mia. kr. og er det største anlægsprojekt i Skotland i nyere tid. Dommerkomiteen fremhæver Anne Moloneys som en dygtig projektleder med ingeniørfagligheden i orden samt med store kommunikationsevner.

27-årige Francesca del Din blev årets ’runnerup’ for designet af de undersøiske rørledninger på det norske boreplatformsprojekt GinaKrog, en af de store feltudbygninger for Statoil i Nordsøen.

33-årige Steffen E. Maagard fik hædrende omtale for sin involvering i projektet Mini-CO2-husene i Nyborg. Her viste han sine særlige evner inden for bæredygtig byggeri.

- Det er kendetegnende for alle vores talenter, at de vinder på en kombination af høj ingeniørfaglig/teknisk viden og evnen til at omsætte deres viden til løsninger – kombineret med forståelse for kommunikation og kundekontakt, kort sagt: det forretningsmæssige. Det er flot. Og det viser, at vi i branchen, og i hver enkelt virksomhed, kan udvikle medarbejderne til store talenter, siger Henrik Garver.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094