23948sdkhjf

Busterminal-byggeri: Busserne vender tilbage

Den første perron er taget i brug i Kolding.
Der bygges på livets løs på den gamle rutebilstation i Mazantigade i Kolding med at opføre en ny, moderne busterminal, og nu er den første perron taget i brug. Det skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Det er entreprenørfirmaet Hansson & Knudsen, som har vundet opgaven med at opføre den nye busterminal. Der er afsat 13 millioner kroner til projektet.

- Vi mangler endnu at sætte bænke, skraldespande og gadelamper op på perronen, men nu er vi kommet så langt, at passagererne kan tage rutebilen fra den første nye perron. De nye læskærme er også sat op, fortæller projektleder Alexander Priesemann fra Kolding Kommune.

Den nye busterminal indvies 28. juni samtidig med, at det nye bybusnet med nye busruter og nye køreplaner træder i kraft. Terminalen bliver et knudepunkt for bybusser samt de lokale og regionale busser, og da terminalen samtidig ligger lige ved siden af banegården, bliver det nemmere fremover at kombinere de forskellige former for kollektiv trafik.

Passagererne kan også se frem til nye og bedre faciliteter, mens de venter på bybusser og rutebiler. Ved den nye terminal opføres for eksempel en pavillon med venterum, offentligt toilet og overdækket cykelparkering.

- Det er et omfattende projekt at opføre den nye busterminal, og det medfører beklageligvis gener for både passagerer, trafikanter, beboere i området, buschauffører, m.fl., men heldigvis har vi mødt stor forståelse fra alle sider. Derfor er det også dejligt, at vi nu kan begynde at sætte flueben ved de gennemførte ting, så det bliver knapt så bøvlet at tage bussen fra den midlertidige byggeplads på Mazantigade, siger Alexander Priesemann.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.102