23948sdkhjf

Akutsygehus bygger for yderligere 700 millioner

Regionsrådet i Syddanmark har godkendt dispositionsforslaget for anden fase af akutsygehuset i Aabenraa. Byggeriet vil efter planen gå i gang i 2017.
120 enestuer med eget bad og toilet, en ny intensivafdeling og en ny helikopterlandingsplads.

Det er nogle af de ting både patienter, pårørende og ansatte på det nye akutsygehus i Aabenraa kan se frem til, når Fase 2 af det nye akutsygehus i Aabenraa står klar i foråret 2020.

I januar i år blev Fase 1 af det store byggeri indviet af H.K.H. Prinsesse Marie. Dengang indviede sygehuset blandt andet den Fælles Akutmodtagelse, forhal med restaurant, familiecenter og den ambulante børne- og ungdomspsykiatri. I samme forbindelse fik prinsessen præsenteret planerne for Fase 2.

På regionsrådsmødet onsdag blev dispositionsforslaget til Fase 2 så vedtaget af regionsrådet. Et stort flertal i regionsrådet fulgte indstillingen i dagsordenen, men de fire medlemmer af Dansk Folkeparti undlod at stemme.

- Med godkendelsen i dag har vi nået endnu en vigtig milepæl i det store byggeri i Aabenraa. Det har været nødvendigt at flytte lidt rundt på nogle elementer i det oprindelige forslag, men fokus har hele tiden været på at tilgodese den enkelte patients behandlingsbehov. Det betyder for eksempel, at vi udelukkende bygger enesstuer, og at opvågningsfunktionen nu får mere plads, siger Karsten Uno Petersen (S), der er formand for regionens Innovationsudvalg.

Flere ændringer
Det er planen, at byggeriet af Fase 2 skal gå i gang i 2017, og det kommer til at ske på baggrund af det forslag, som Cowi har udarbejdet i samarbejde med underrådgiverne Friis & Moltke, Ravn Arkitektur og Møller og Grønborg.

Undervejs har det imidlertid vist sig, at pengene ikke rækker helt så langt, som det oprindelig var forventet ud fra byggeprogrammet. Derfor har det været nødvendigt at rette til flere steder i dispositionsforslaget

Blandt andet er der foretaget ændringer i fordelingen af sengestuer og ambulatorier for at skabe plads til et daghospital for sklerose- og hjertemedicinske patienter. I det opdaterede oplæg er budgetposten til uforudsete udgifter forøget for at gøre økonomien mere robust, da der ofte kommer ekstra udgifter i forbindelse med så store byggeprojekter.

- Det er vigtigt, at vi som regionsrådspolitikere bruger de penge, vi har, på den bedst mulige måde. Det indebærer, at vi tør tage teten og tilpasse planen, når vi kan se, at mellemregningerne ikke giver det endelige resultat, vi ønsker. På denne måde sikrer vi et byggeri med en robust økonomi, siger Karsten Uno Petersen.

Samlet set kommer til Fase 2 til at koste omkring 700 millioner kroner og fylde 30.000 kvadratmeter.


Fakta: Byggeriet af akutsygehuset i Aabenraa
Byggerierne på det nye akutsygehus i Aabenraa foregår i to faser.

Fase 1 blev indviet 12. januar 2015.

Prisen for Fase 1 var cirka 580 millioner kr., og det tilbyggede areal er på ca. 22.000 kvadratmeter.

I Fase 1 er der bygget:

• Familiehus, hvor behandling og pleje af gravide, fødende, gynækologiske patienter og børn og unge fra neonatale til 18 år er samlet
• Akutmodtagelse
• Hjertemedicinske afsnit
• Modtagekøkken og restaurant
• Varemodtagelse
• Sterilcentral
• Hovedindgang.

Fase 2 er planlagt til at koste 700 millioner kroner og rumme cirka 30.000 kvadratmeter – heraf ca. 21.000 kvadratmeter nybyggeri.

Fase 2 planlægges at stå færdig i 2020.

De nye bygninger skal huse blandt andet:

• Ny sengebygning med enestuer og ambulatorier
• Laboratoriecenter
• Ny intensivafdeling
• Sengecentral
• Udvidelse af varemodtagelsen
• Helikopterlandingsplads.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094