23948sdkhjf

Letbanen graver på Randersvej i Aarhus

Arbejdet med at anlægge Aarhus Letbane fortsætter på Randersvej.
Fra Ringgaden til Ringvejen graves de to midterste vejbaner ud til to letbanespor – til gengæld inddrages busbanerne til biltrafik. Det skriver Aarhus Letbane i en pressemeddelelse.

Mandag 15. juni indleder Aarhus Letbane arbejdet med at grave ud til to nye letbanespor midt på Randersvej på strækningen fra Ringgaden til Ringvejen. Arbejdet ligger i forlængelse af det eksisterende anlægsarbejde på Nørrebrogade og vil blive udført i etaper frem til efteråret.

Anlægsarbejdet på Randersvej er delt op i to faser: I første fase graves der ud til efterfølgende etablering af sporkasser og letbaneskinner. Det er denne del af arbejdet, der begynder nu og forventes afsluttet i efteråret. Derefter fortsættes med fase to med etablering af skinner, elmaster, køreledninger og perroner.

Arbejdet indledes med at fjerne de striber, der markerer busbanerne. Derefter etableres der en midlertidig buslomme i sydgående retning på Stjernepladsen.

Vejkryds holdes åbne
Efter at buslommen er etableret, vil der etapevis blive opsat trafikværn midt på Randersvej. Selv om der arbejdes midt på vejen, vil vejkryds ved hhv. Stjernepladsen og Kastaniegade ved McDonalds og Netto fortsat være åbne for trafik i alle retninger: For at genere trafikken mindst muligt, vil etablering af skinner og kørestrøm i vejkryds først ske samlet på et senere tidspunkt.

Med trafikværnene afspærres de to midterste vejbaner på Randersvej. Til gengæld inddrages de tidligere busbaner til biltrafik. Bilisterne vil altså fortsat have to vejbaner at køre på i begge retninger på Randersvej.

- Med anlægsarbejdet på Randersvej bevæger Letbanen sig ind på en af de vigtigste trafikårer i Aarhus. I myldretiden kan det give nogle forsinkelser, fordi busserne nu skal køre sammen med den øvrige trafik. Omvendt vil inddragelsen af busbanerne til biltrafik tage toppen af generne for bilister, siger Jørgen Hansen, anlægschef i Aarhus Letbane.

Anlægsarbejdet får ingen betydning for fodgængere og cyklister: Der vil fortsat være fortov og cykelsti i begge retninger på Randersvej.

I løbet af efteråret udvides afspærringen af de to midterste vejbaner på Randersvej til strækningen fra Ringvejen til Nehrus Allé. Også her vil busbanerne blive inddraget til biltrafik, så bilister fortsat vil have to vejbaner i begge retninger.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109