23948sdkhjf

Virksomheder jagter nyuddannede installatører

Langt de fleste installatør-studerende fra Erhvervsakademiet Lillebælt i Vejle har job, længe før den sidste eksamen er i hus
Garanteret job og en startløn på omkring 30.000 kroner om måneden. Det er virkeligheden for hovedparten af de elektrikere, som vælger at tage en toårig overbygningsuddannelse som installatør. Det skriver Erhvervsakademiet Lillebælt i en pressemeddelelse.

På Erhvervsakademiet Lillebælt i Vejle, hvor installatøruddannelsen finder sted, oplever man, at de studerende bliver viftet om næsen med jobtilbud af virksomheder i Trekantområdet, længe før eksamen er i hus.

- Grunden til, at installatørerne er så eftertragtede, er, at de har nogle særlige kompetencer i kombinationen mellem det tekniske område og eksempelvis salg og projektledelse. Alene på vores seneste hold havde 9 ud af 13 studerende job på hånden, før uddannelsen var færdig, siger uddannelsesleder Hans McDonald, Erhvervsakademiet Lillebælt i Vejle.

Brug for flere installatører
Og virksomhederne kan sagtens bruge endnu flere installatører, lyder meldingen.

- De teknikere, vi får brug for i fremtiden, skal både have en teknisk, praktisk baggrund som elektrikere og en videregående overbygningsuddannelse. Simpelthen fordi vores højteknologiske produkter stiller enormt store krav til medarbejdernes vidensniveau. Derfor har vi brug for, at der bliver uddannet flere installatører, siger OIe Bjerregaard, teknisk chef hos Elogic A/S, der producerer styre,- fordelings- og gruppetavler og som har hovedsæde i Løsning og en stor afdeling i Polen.

Opfattelsen deles af Lars Lomholt fra det rådgivende ingeniørfirma Hundsbæk og Henriksen A/S i Vejle.

- Vi står pt. og mangler installatører. Desværre bliver vi ikke haglet ned med ansøgninger. Det betyder, at vi meget vel kan komme i en situation, hvor vi selv skal ud og finde en kvalificeret installatør, siger Lars Lomholt, der ser, at installatørerne vinder mere og mere frem inden for de rådgivende ingeniørfirmaer.

Tre ansøgninger – tre samtaler
En af dem, som har mærket efterspørgslen, er 22-årige Steffen Laugesen, som netop nu er i færd med at færdiggøre sin uddannelse til installatør, og som allerede er garanteret job.

- Jeg har nået at søge tre jobs, og jeg har været til samtale alle tre steder. Jeg har et job, når jeg er færdig, siger Steffen Laugesen, der officielt bliver færdig som installatør den 26. juni.

Han er oprindeligt uddannet elektriker og fortsatte umiddelbart herefter med uddannelsen til installatør. På Erhvervsakademiet Lillebælt håber man, at flere vil følge Steffen Laugesens eksempel.

- Beskæftigelsen for elektrikere er også gunstig i disse år, og derfor er incitamentet til at læse videre ikke overvældende. Derfor har vi brug for at få fortalt, at der rent faktisk er flere og flere virksomheder, som efterspørger medarbejdere med en overbygningsuddannelse, siger Hans McDonald fra Erhvervsakademiet.

Andreas Thoustrup der snart er færdig med el-installatør uddannelsen, er en af de installatør-studerende, der allerede har fået job.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094