23948sdkhjf

Danske arkitekter med i svensk milliardprojekt

KPF Arkitekter og Erik Møller Arkitekter skal være med til at tegne Malmøs nye sygehus som underrådgiver for White Arkitekter.
KPF Arkitekter, der netop er blevet lagt sammen med Erik Møller Arkitekter i København, har sammen med White Arkitekter vundet opgaven med at tegne Malmøs nye sygehus.

Opgaven omfatter et byggeri på ca. 70.000 kvadratmeter sygehus i det centrale Malmø, og anlægsprisen forventes at beløbe sig til mere end 2 milliarder kroner. Alene arkitektudbuddet forventes at involvere op mod 100 arkitekter:

- Det er en meget stor opgave, vi her har vundet – måske endda den største nogensinde, siger en tilfreds adm. direktør og partner, Michael Reventlow-Mourier, fra KPF Arkitekter.

Tre overordnede parametre i spil
Region Skåne har ambitioner om at bygge et universitetssygehus i verdensklasse. Sygehuset, der har fælles ledelse med universitetssygehuset i Lund kun 20 kilometer derfra, bliver Sveriges tredje største, og den sydsvenske region investerer i alt seks milliarder svenske kroner over de kommende år.

I alt ni arkitektfirmaer var med i kampen om opgaven – heraf afgav seks tilbud:

- Ved et udbud som dette er der tre overordnede parametre i spil: Kompetencer, proces og timepris. Vi scorede klart højest på de to første, mens vi lå i midterfeltet på prisen, og det var altså nok til at blive nummer et, fortæller Michael Reventlow-Mourier.

En helt speciel opgave
Det nuværende universitetshospital er beliggende centralt i Malmø, og det er ligeledes på denne grund, at det nye sygehus skal placeres i sammenhæng med det eksisterende byggeri og resten af centrum.

Netop KPF og Erik Møller Arkitekters evne til at tænke nybyggeri, kulturarv og transformation sammen var årsagen til, at White Arkitekter bød det nyfusionerede arkitektfirma inden for i konkurrencen.

- Det er en helt speciel opgave at skulle placere et så stort byggeri i et område, hvor der i forvejen er relativt tæt bebygget, blandt andet med fredede og bevaringsværdige bygninger. Det ser vi som en spændende udfordring, og det er jo netop også en af grundene til, at vi er blevet valgt, forklarer Jørn Held

Han er leder af KPF og Erik Møller Arkitekters afdeling for sygehuse og sundhed og har i øvrigt tidligere stået for at tegne og projektere en del af Malmøs nuværende sygehus.

Første skridt er en perspektivplan
KPF Arkitekter og Erik Møller Arkitekter bliver en central del af projektets ledelse, og allerede nu indledes de første faser i tæt samarbejde med White Arkitekter.

- Første fase bliver at lave en perspektivplan for hele området. Derefter skal vi kigge på det samlede byggeprogram og opbygge standarder og best practice til de enkelte sygehus-afdelinger. Først derefter påbegyndes det egentlige tegnearbejde og byggeri, fortæller Jørn Held.

KPF Arkitekter har afdelinger i Viborg, Aalborg og Aarhus og med sammenlægningen med Erik Møller Arkitekter nu også i København. Det nye ben i Øresundsregionen kommer meget kærkomment forud for det forestående projekt:

- Det er en stor fordel, at vi kan samle en stor del af arbejdet på vores kontor i København, hvor afstanden til byggepladsen bliver under 50 kilometer, siger Jørn Held.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172