23948sdkhjf

Banedanmark bygger 512 meter lang bro

Jernbanebroen går over Motorring 4 ved Vallensbæk.
De næste broelementer til den 512 meter lange jernbanebro, som skal løftes hen over Motorring 4, Vallensbækgrenen, skal monteres i weekenden den 24.-27. juli. Mens broelementerne løftes på plads vil trafikken være lukket i sydgående retning.

- Til denne bromontage er der igen tale om elementer i sværvægtsklassen med en længde på op mod 39 meter og en vægt på omkring 200 ton, som skal løftes ind over motorvejen. Af hensyn til trafiksikkerheden bliver vi derfor desværre nødt til at lukke trafikken i sydgående retning, mens elementerne løftes på plads, siger Susanne Frank, projektchef i Banedanmark om arbejdet, der udføres i forbindelse med anlæg af den nye højhastighedsbane mellem København og Ringsted.

Særtransporter
Elementerne skal transporteres med særtransporter fra Korsør til målet i Vallensbæk, og det kommer til at påvirke motorvejstrafikken to steder på Sjælland: På Vestmotorvejen i østgående retning og på Motorring 4 ved Vallensbækgrenen.

På grund af de store og brede broelementer vil det ikke være muligt at passere særtransporterne, der eskorteres af politiet frem til destinationen. I alt skal ni transporter køre ruten, og de vil køre i korteger af to til fire blokvogne med cirka 30 km/t.

Trafikalt betyder det, at man om aftnerne og nætterne mellem torsdag den 23. til søndag den 26. juli i tidsrummet mellem kl. 19.00 og 06.00 kan møde disse meget store transporter på Vestmotorvejen i østgående retning.

Giver problemer på Motorring 4
Ved Motorring 4, hvor broelementerne skal monteres, er det, af sikkerhedsmæssige hensyn, nødvendigt at lukke trafikken i sydgående retning, mens broelementerne løftes på plads ind over motorvejen.

Det betyder, at strækningen fra Vallensbæk Sø til og med Ishøj Stationsvej samt strækningen mellem Holbækmotorvejens sammenfletning med Motorring 4 til og med Ishøj Stationsvej, vil være lukket for trafik i sydgående retning mellem fredag den 24. juli kl. 19.00 og mandag den 27. juli 2015 kl. 06.00.

Resten af broelementerne vil blive monteret i slutningen af august og i slutningen af september.

Nedsat hastighed et år frem
Selv om broelementerne hen over Motorring 4 snart er på plads, vil der stadig skulle udføres monterings- og svejsearbejde på den kommende jernbanebro.

Det betyder, at man som trafikant må indstille sig på indsnævrede kørebaner samt nedsat hastighed ved Vallensbækgrenen frem til sommeren 2016.

Arbejdet med at etablere den nye jernbanebro gik i gang i starten af 2015 og forventes færdig i slutningen af 2016. Banen åbner i december 2018.


Fakta om M4-broen:

Broen bliver 512 meter lang
Broen består af 19 brofag i stål, hvorpå der lægges en plade af beton med en bredde af cirka 13 meter
Stålelementerne er 6 meter brede, og det største element er over 39 meter langt og vejer i omegnen af 200 ton
Brokonstruktionen består af 3.600 ton stål og 8.639 kubikmeter beton
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

2.329