23948sdkhjf

Revisorer: Metrofirma betalte ikke skat

Metrofirma snød i skat, viser årsregnskabet. Revisionsfirma konkluderer, at ledelsen kan stilles til ansvar.
Det italienske firma Cipa er en af de største underleverandører på metrobyggeriet i København og blev tidligere i år dømt for lønsnyd for 22 mio. kr. Nu afslører firmaets nye årsregnskab, at Cipa i en lang periode har snydt i skat.

Cheferne står dermed til at blive retsforfulgt. Det er konklusionen hos de uafhængige revisorer, som har gennemgået regnskabet og konstaterer, at Cipa i strid med loven ikke har betalt skat af de ansattes løn, skriver Fagbladet 3F og Politiken.

De uafhængige revisorer konkluderer blandt andet:

- Selskabets bogføringsgrundlag er mangelfuldt, idet der mangler dokumentation for afholdte omkostninger samt lønindberetninger til Skat. Som følge heraf er bogføringsloven, momsloven og kildeskatteloven ikke overholdt, hvorved ledelsen kan ifalde ansvar.

- Revisorerne siger klart, at der ikke er indberettet til Skat, og når der ikke er indberettet, er der heller ikke indbetalt skat for deres medarbejdere, siger Torben Bagge, der er partner i advokatfirmaet Tommy V. Christiansen og ekstern lektor ved Aarhus Universitet.

Ifølge Torben Bagge kan Aldo Bellone, direktør i den danske afdeling af Cipa, stilles til ansvar for lovbrud.

- Det er helt galt. Revisorerne sender signal om, at der er begået kriminelle handlinger fra ledelsens side, siger Torben Bagge til Fagbladet 3F.

Aldo Bellone har ikke ønsket at kommentere sagen. Men kommunikationschefen hos metroens hovedentreprenør, Copenhagen Metro Team, afviser, at problemerne får konsekvenser for Cipa.

- Vi ved jo ikke, om det er bevidst. Vi ved, der er nogle forhold, og at de efter alt at dømme ikke har overholdt loven.

- Men det er ikke altid nemt at overholde den danske skattelovgivning. Man kan godt komme ind i nogle situationer, hvor man træder i spinaten, siger Sigurd Nissen-Petersen.

Han siger, at det afgørende for Copenhagen Metro Team er, at Cipa har taget kontakt til Skat og fået indbetalt til Skat.

- Vi har ikke oplysninger om, at det skulle foregå fortsat, siger han.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141