23948sdkhjf

Top 10: Ny bydel skyder op ved Aarhus

De første af op mod 1.800 boliger opføres nu i Risskovbrynet, og Kaj Ove Madsen Aarhus er entreprenør på hele herligheden. Læs mere og få overblikket over de 10 største igangsatte byggeprojekter i juli 2015.
I samarbejde med CRM-Byggefakta sætter Building Supply fokus på landets største byggeprojekter. I dag præsenterer vi de 10 største igangsatte byggerier i juli med særligt fokus på den nye bydel, Risskovbrynet, nord for Aarhus.

Risskovbrynet, delområde 8

Projekttype: Nybyggeri
Areal: 25.500 m²
Budget: 350 mio. kr. (beregnet af CRM Byggefakta)
Bygherre: AP Pension
Arkitekt: Arkitema Architects
Ingeniør: Moe A/S
Entreprenør: Kaj Ove Madsen A/S Aarhus
Stadie: Byggeplads etableres
Byggeperiode: Juli 2015-december 2017
Adresse: Grenåvej, Vejlby Ringvej og Gustav Holms Vej
Før sommerferien gik spaden i jorden til 211 boliger i Risskov, nord for Aarhus. Her opfører Kaj Ove Madsen A/S Aarhus det første af en lang række byggeprojekter, som i løbet af de kommende år skal omdanne det tidligere industriområde ved Vejlby Ringvej og Gustav Holms Vej til en ny bydel i Danmarks næststørste by.

Risskovbrynet er et bæredygtigt byudviklingsprojekt med både ejer- og lejeboliger, daginstitution, kontorer og detailhandel. 80 procent af al parkering i bydelen bliver underjordisk, og herudover rummer planerne et rekreativt, grønt område på 24.000 kvadratmeter.

- Grunden er 129.000 kvadratmeter, og planen er at bygge cirka 125.000 etagemeter. Det vil give et sted mellem 1.500 og 1.800 boliger, så det er et meget stort og ambitiøst projekt med fantastisk beliggenhed, fortæller Andreas Hommelhoff fra udviklingsselskabet Domis til Building Supply.

To bygherrer bygger parallelt
Domis er den ene af to bygherrer i Risskovbrynet og vil i løbet af de kommende år stå for at opføre omkring 80.000 etagemeter i området. Den anden bygherre, AP Pension, opfører i underkanten af 41.000 etagemeter.

- I Domis-regi projekterer vi lige nu to delområder, som begge ligger ud mod Vejlby Ringvej. Vi forventer at tage første spadestik i løbet af de næste to måneder, og det første byggeri vil stå færdigt ultimo 2016, fortæller Andreas Hommelhoff.

I det vestligste af de to områder opfører Domis 32.500 kvadratmeter boliger, mens der ved siden af opføres yderligere 10.500 kvadratmeter, hvoraf de 6.500 kvadratmeter er tiltænkt erhverv. Hvilket projekt, der opføres først, er endnu ikke helt på plads.

Et helhedsprojekt
Udformningen af både helhedsplan og de enkelte byggeprojekter er lagt i hænderne på Arkitema og Moe, og begge bygherrer har valgt Kaj Ove Madsen Aarhus som entreprenør. Det er en stor fordel, mener Andreas Hommelhoff:

- Der har fra starten været lagt op til, at Risskovbrynet skal være et helhedsprojekt, og det sikrer vi ved at have det samme team tilknyttet gennem hele forløbet, siger han.

Arbejdet med at etablere veje blev indledt allerede sidste efterår, og det kommer de første beboere til at nyde godt af, når de efter planen flytter ind i sensommeren 2016:

- Til den tid vil de grønne områder og en stor del af infrastrukturen være på plads, så det bliver ikke sådan, at folk kommer til at bo midt i en byggeplads de næste fem år, pointerer Andreas Hommelhoff.

Artiklen er en del af temaet De største byggerier.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172