23948sdkhjf

Her er huset der kan ånde

Byggefirmaet Egen Vinding og Datter har opført forsøgsprojektet ”Det Åndbare Hus”. Torsdag er der officiel indvielse.
Et forsøgsbyggeri, som skal imødekomme moderne energikrav og samtidig sikre, at huset kan ’ånde’ ved naturlig ventilation.

Det var målet, da Egen Vinding og Datter tilbage i marts stak spaden i jorden til ”Det Åndbare Hus”. Huset står nu færdigt, og torsdag den 17. september klokken 13 inviterer byggefirmaet til indvielse på adressen Haslevvej 81 i Ringsted.

- Det er spændende, når virksomheder går nye veje i udviklingen af byggeri og bæredygtighed. ”Det Åndbare Hus” er et bidrag til nytænkning og innovation som via test og dokumentation nu skal vise sit værd, siger direktør Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri, som er blandt talerne ved indvielsen.

Her vil der være mulighed for en rundvisning i byggeriet og for at se produktionen af nogle af de byggematerialer, der indgår i huset; blandt andet vinduer, naturmaling og lersten.

Et godt indeklima og minimal miljøbelastning
Med ”Det Åndbare Hus” ønsker Egen Vinding og Datter at teste effekten af at bygge med afgasningsfrie byggematerialer. Projektet har blandt andet fokus på, hvordan man balancerer energi- og ressourcehensyn med ønsket om et sundt indeklima.

- Vi håber at kunne dokumentere, at vi ved at bygge huset åndbart – det vil sige med diffusionsåbne konstruktioner – kan slippe for de indeklimaproblemer, der desværre er i mange huse, som er bygget efter de fremherskende byggemetoder. Samtidig anvender vi afgasningsfrie materialer i så vid udstrækning som muligt. Målet er at skabe et rigtig godt indeklima i vores bygninger og samtidig sikre en minimal miljøbelastning, siger direktør Lars Jørgensen.

Selv om huset står fint og færdigt, er det altså først nu, at processen for alvor starter. Det første år skal der foretages en række tekniske test, og dernæst vil en familie flytte ind i huset med henblik på at måle indeklima, fugt og afgasning, mens huset er i brug.

- Der indgår mange nye detaljer i huset, som vi har arbejdet intenst med de seneste 18 måneder. Vi glæder os til at komme i gang med at teste og måle på husets egenskaber og håber at få en god dialog med mange forskellige folk inden for byggeriet, siger Kai Drewes, bestyrelsesformand i Egen Vinding og Datter.

Om "Det Åndbare Hus"
Huset bygges med diffussionsåbne konstruktioner og af miljøvenlige og bæredygtige materialer og med ingen, eller meget lav, afgasning af skadelige kemiske stoffer. Målet er at sikre et godt indeklima og samtidig sikre en meget lav belastning af miljø og ressourcer.

Principperne for "Det Åndbare Hus" er udsprunget af erfaringen om, at behovet for ventilation er meget mindre i et åndbart hus, selv om det næsten er lufttæt. Det handler om at sammensætte materialerne på en måde, så fugten kan bevæge sig gennem hele konstruktionen, uden at der ophobes fugt eller opstår andre problemer. Materialerne kan samtidig fungere som en buffer, der kan optage og afgive fugten. Hvis man vælger materialer med meget lidt afgasning af skadelige kemiske stoffer, er det Egen Vinding og Datters erfaring, at man kan skabe et rigtig godt indeklima.

Projektet omfatter byggeri af et testhus bygget efter disse principper, samt test og dokumentation af de metoder og materialer, der indgår i huset. Egen Vinding og Datter håber, at projektet vil levere den nødvendige dokumentation til at kunne bidrage til at bane vejen for en ændring af Bygningsreglementet. Hvis kravet til mekanisk ventilation kan reduceres ved at bygge åndbare konstruktioner, vil man kunne spare både el, materialer og penge og samtidig få en bedre kvalitet og et bedre indeklima.

Huset skal testes først i 12 måneder uden beboere og siden mens en testfamilie bor i huset. Projektet omfatter også en række tiltag til formidling af den opnåede viden.
Projektet er støttet af Miljøstyrelsens program for Grøn Teknologi med 2,16 mio. kr., af Realdania med 1,25 mio. kr. og af Den A. P. Møllerske Støttefond med 800.000 kr. Huset er projekteret af HOUSE arkitekter. Test- og dokumentation udføres i samarbejde med Teknologisk Institut og DTU.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125