23948sdkhjf

A. Enggaard skal bygge avanceret antennelaboratorium

Måling af trådløse signaler fra mobiltelefoner, satellitter og droner får optimale betingelser i en usædvanlig ny bygning i Aalborg.
Amerikanske Intel har allerede 250 ingeniører i Aalborg, og de får fremover adgang til et af verdens mest avancerede testlaboratorier for fremtidens antenner.

Det er Novi Forskerpark, der er bygherre på projektet, som også kommer til at huse Aalborg Universitets Institut for Elektroniske Systemer. Det knap 5.000 kvadratmeter store byggeri opføres i tilknytning til Novis eksisterende faciliteter i det østlige Aalborg.

Bygningen er tegnet af KPF Arkitekter med Balslev som rådgivende ingeniør og udstyres med et 140 kvadratmeter stort tag, som kan skubbes helt til side. Hertil kommer en 154 kvadratmeter stor væg, som kan køres ned, så der bliver fuldstændigt åbent ud til det fri.

De flytbare bygningsdele er noget af det, der gør opførelsen af den kommende antennebygning til en krævende opgave. Til gengæld opfylder planerne til fulde de ønsker, som professor og forskningsleder Gert Frølund Pedersen gennem flere år har kæmpet for at få opfyldt.

- Vi mangler faciliteterne, og det har været et problem for os, at det har trukket ud så længe. Men den her løsning er meget bedre end det, vi ellers har haft på tapetet. Så den har været værd at vente på, siger Gert Frølund Pedersen, som er kendt for sin ekspertviden om antenner, mobildækning og smartphone-design.

Gravearbejdet til den nye bygning er begyndt, og det er planen, at Intel kan rykke ind næste forår. Aalborg Universitets del ventes klar til brug i efteråret 2016.

Regn en risiko for dyrt udstyr
Muligheden for at åbne det nye laboratorium ud mod det fri er afgørende for uforstyrrede kvalitetsmålinger af trådløs teknologi. Det indebærer også, at bygningen kommer til at mangle nogle normalt bærende elementer, så den i stedet skal konstrueres med ekstremt kraftige stålbjælker fra kælder til loft for at være stabil i al slags vejr.

Desuden skal de flytbare bygningsdele kunne rulles på plads igen i en fart af hensyn til det dyre laboratorieudstyr, hvis det fx begynder at regne. Målsætningen er, at det skal kunne ske på blot 60 sekunder, og det er slet ikke standard for eksisterende dørløsninger i den størrelse. Men i det hele taget er der ikke meget standard over planerne.

- Byggeriet er rent teknisk en meget stor udfordring, men vi har ønsket at skabe endnu bedre rammer omkring samarbejdet mellem Intel og Aalborg Universitet. Antenneforskning er i forvejen et af universitetets specialer, og laboratoriet skaber grobund for et væld af underleverandører og nye studerende til byen. Derfor har det ikke været svært for os at sige ja til projektet, siger administrerende direktør Jesper Jespersen fra Novi Forskerpark.

Forberedt for 100 meter høj bue
Hele antenneforskningsgruppen med 40 forskere flytter til Aalborg Universitets del af den nye bygning. I den anden ende rykker Intels danske udviklingsafdeling for antenneteknologi ind. Afdelingen ligger i øjeblikket i Nørresundby, men med flytningen kommer medarbejderne tæt på kollegerne fra Intel Mobile Communications Denmark i Novi Forskerpark.

Universitetet og virksomheden får hver sin del af bygningen med egne laboratorier, men indretningen giver plads til at udbygge samarbejdet mellem parterne. Samtidig ser professor Gert Frølund Pedersen den nye bygning som et vigtigt skridt på vejen mod at få etableret den 100 meter høje bue til tekniske målinger, som forskerne har ønsket sig og lagt planer for de seneste år.

- Buen er ikke med i projektet i første omgang, men den er tænkt ind i det. Fx skal vi kunne åbne hele laboratorierummet op, hvis vi skal kunne bruge buen, og det får vi nu mulighed for. Det vil dog kræve en ændring af lokalplanen at sætte buen op, og finansieringen af den er heller ikke med i den her omgang, fortæller Gert Frølund Pedersen.

Alligevel løber Aalborg Universitets investeringer i det nye antennelaboratorium op i et større tocifret millionbeløb. Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet bidrager med en del af dem:

- Unikke og opdaterede laboratoriefaciliteter er nødvendige for at kunne samarbejde med de bedste industrielle partnere og have et internationalt akademisk samarbejde, lyder dekan Eskild Holm Nielsens begrundelse.
Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125