23948sdkhjf

Europas skæveste bygning står i Ørestad

Dansk Arkitektur Center sætter fokus på 100 byggerier, der har været med til at forme danskernes og omverdenens billede af dansk arkitektur i verdensklasse.
Vidste du, at Storebæltsbroen er Europas længste hængebro? At Operaen i Sydney er udnævnt som umistelig verdenskulturarv af FN? Eller at Bella Sky Hotel i Ørestad er skævere end det skæve tårn i Pisa?

Disse og 97 andre byggerier og anlæg kan opleves på Dansk Arkitektur Centers nye efterårsudstilling ’Banebrydende byggeri – 100 danske gennembrud, der ændrede verden’, som åbnede på Kulturnatten fredag den 9. oktober.

Udstillingen stiller skarpt på udvalgte gennembrud i dansk arkitektur, der har sat nye standarder og rykket vores opfattelse af, hvad byggeri kan gøre for mennesker.

Byggeri i verdensklasse
Danske byggerier er anerkendt over hele verden: Uanset om man befinder sig i Frankrig, Iran, Australien eller USA, så fortæller danske arkitekter og ingeniørers projekter altid en historie om stærk innovation, høj formgivningskvalitet og en humanistisk tilgang.

I udstillingen ’Banebrydende Byggeri’ sætter Dansk Arkitektur Center fokus på 100 byggebedrifter i Danmark og i udlandet, hvor visionære danske arkitekter og innovative ingeniører har været med til at udvikle, opfinde og genopfinde arkitekturen og derved sætte helt nye standarder inden for byggeverdenen – såvel den danske som den internationale.

- Bygningskunst er, som ordet siger, en kunstart. Men arkitekturen er en brugskunst, og den rører først folk, når de oplever den – når den bliver til virkelighed som konkrete bygninger. Udstillingen viser, at det kun kan ske, når forskellige fagdiscipliner samarbejder. Hver for sig er byggeriets enkelte parter som forskellige fodboldspillere uden et hold – kun som hold og gennem fænomenalt sammenspil kan spillerne bringe sig i superligaen og skabe banebrydende præstationer og banebrydende byggeri. Det er den erkendelse, vi gerne vil vise med den her udstilling, siger Kent Martinussen, adm. direktør i Dansk Arkitektur Center.

Europas skæveste bygning og andre overraskelser
Foruden kendte danske bygningsværker rummer udstillingen også en del overraskelser og ukendte projekter. De færreste ved, at det var den danske ingeniør Jørgen Saxild fra Kampsax, der forestod anlæggelsen af den Transiranske jernbane – fra Den Arabiske Golf til Det Kaspiske Hav – i begyndelsen af 1930’erne. Jernbanen løber 1.349 km. gennem det uvejsomme Iran og rummer 251 store og 4.000 mindre broer samt 245 tunneller, som skulle opføres i et klima med 35 minusgrader i bjergene og over 50 plusgrader i den iranske ørken.

Det kan også overraske, at Bella Sky Hotel i Ørestad har Europas skæveste bygningsfacade og er en ingeniørmæssig bedrift, hvor man har forskudt øverste og nederste etage 20 meter og dermed skabt en skævhed, der overgår det skæve tårn i Pisa i Italien.

I udstillingen introduceres publikum til de mange fascinerende byggebedrifter og deres bagvedliggende historier. Og man kan prøve kræfter med konstruktionsprincipper som for eksempel et af verdens ældste arkitektoniske elementer; rundbuen. Publikum inviteres til at bygge sammen – for det er svært alene, men sammen er det sjovt!

Historisk set har samarbejdet mellem innovative ingeniører og visionære arkitekter ikke bare skabt nogle af verdens største og mest prisvindende og anerkendte arkitektoniske ikoner, men også ført til bl.a. mere sundhed, bedre arbejdsforhold og store energibesparelser i byggeriet.

’Banebrydende Byggeri - 100 danske gennembrud, der ændrede verden' er udviklet i et partnerskab mellem Realdania og Dansk Arkitektur Center. Projektet er foruden Realdania støttet af Rambøll, Sund & Bælt, Dissing+Weitling Architecture og Schmidt Hammer Lassen Architects.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14