23948sdkhjf

Cowi sender Fyrkat og bølger gennem Hobro

Ny designmanual fra Cowi er en rød tråd for, hvordan Hobro skal tage sig ud.
Fyrkats grundplan og fjordens vande har givet inspiration til en ny designmanual, der fastlægger, hvordan Hobro skal tage sig ud for trafikanter, der kører gennem byen i nord-sydgående retning og omvendt.

Manualen præsenteres for byrådet på torsdag, og dermed sættes der punktum for snakken om Hobros visuelle udtryk fra Ny Hadsundvej i nord til Nr. Onsildvej i syd.

Designmanualen fortæller ret præcist, hvordan vejen skal indrettes - fra asfaltering, cykelstier og fortove til belysning og beplantning.

Den skal sikre, at der bliver tale om et ensartet udtryk uanset, hvor man befinder sig på strækningen, dog med variationer.

For eksempel vil selve lysarmaturerne langs vejene være ens, men højden på lysmasterne vil falde fra industri- og erhvervsområderne i nord og syd ind imod midtbyen, og afstanden mellem masterne mindskes - begge dele som signal om, at man nærmer sig centrum.

Nyt og gammelt
Manualen repræsenterer både nye elementer og nogle ”gamle”, da man allerede har et overordnet udtryk udtryk at gå efter i det igangværende midtbyprojekt.

For eksempel har man i midtbyen lagt sig fast på træsorterne småbladet og storbladet lind, og manualen anbefaler derfor, at man i øvrigt vælger træsorter der harmonerer med dem.

Nyt er, at Fyrkats logo sammen med bølgemotiver bliver et gennemgående træk som reference til historien og fjordbyens maritime identitet.

Ideen opstod på en workshop, der blev holdt på Cemtec i foråret, og er et eksempel på, at borgernes input er indarbejdet i processen.

Brede cykelstier
Det er det rådgivende konsulentfirma Cowi, der har udformet manualen med teknik- og miljøudvalget som politiske tovholdere. Her har man budt den nye manual velkommen, fortæller næstformand Niels Peter Christoffersen (S).

- Vi tror, det kommer til at fungere rigtig godt. Det hele kommer til at harmonere med bymidten, så vi får et ensartet forløb hele vejen igennem byen, siger han.

Han fremhæver, at trafiksikkerheden for de bløde trafikanter får et markant løft, for eksempel med mindst 1,8 meter brede cykelstier. Samtidig har man sikret, at midterrabatten, der løber igennem hele strækningen, bliver overkørbar, så det bliver muligt for udrykningskøretøjer at komme hurtigt frem.

De eneste steder, hvor man ikke kan passere midten, er de steder, hvor de bløde trafikanter krydser vejen og skal have et helle.

Helle for de trætte
”Helle” bliver der også for dem, der måtte køre træt op ad de stejle bakker.

- Nu er Hobro jo ikke ligefrem en plan by, og en af de ting, jeg personligt er meget tilfreds med, er, at der indrettes pladser langs vejen, hvor man som gående eller cyklist lige kan stoppe op og tage sig en puster og nyde udsigten. Især ved varmecentralen på Hostrupvej er der jo en fantastisk udsigt, påpeger Niels Peter Christoffersen.

Som nogle vil have bemærket, er midtbyen allerede under forvandling. Næste gang manualen sættes i spil, er i 2016, hvor der er afsat penge til renovering af Hostrupvej.

Hvornår designmanualen giver sig udtryk i den sydlige ende af byen er derimod et åbent spørgsmål. Hverken i det kommende år eller i overslagsårene 2017-2019 er der sat penge på budgettet til en renovering af vejstrækningen eller omgivelserne fra Brogade til Langelandsvej.

Men når det sker, er der altså en opskrift på, hvordan pengene skal bruges.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078