23948sdkhjf

NærHeden har planen klar

3.000 boliger skal opføres i den nye bydel syd for Hedehusene Station. Arkitema er hovedrådgiver.
Efter flere års grundig dialog, analyse og arbejde med planer og strategier står NærHeden nu klar med udviklingsplanen for de næste 20 års byudvikling af den nye bydel syd for Hedehusene Station.

Forude venter lokalplanlægning, grundsalg, mere dialog og ikke mindst egentligt byggeri af fremtidens forstad.

- NærHeden står nu med en robust plan for de næste mange års byudvikling - og efter flere års papirarbejde kan vi nu se frem til en mere konkret fase, hvor der kommer fokus på egentligt byggeri og aktiviteter, der kan understrege NærHedens profil som en ny og anderledes forstad med fokus på fællesskaber og det nemme hverdagsliv, siger bestyrelsesformand Carsten Koch.

Plan for 20 års byudvikling
NærHeden skal rumme 3.000 boliger og bliver med tiden hjem for 8.000 mennesker. Det forventes, at de første boligbyggerier går i gang når lokalplanlægningen afsluttes i sommeren 2016. Der vil fortrinsvist blive bygget rækkehuse, byvillaer og lejligheder i NærHeden.

Udviklingsplanen sætter rammerne for den fysiske og strategiske udvikling af den nye bydel. Planen er udviklet i dialog med borgere, interessenter og fagfolk inden for blandt andet arkitektur, trafik, klima, byliv og økonomi.

Planen fokuserer på de store træk i byudviklingen, mens de enkelte bebyggelser vil blive udviklet i dialog med de private investorer, som skal bygge dem. NærHeden bliver udviklet i etaper og forventes at stå færdig om cirka 20 år.

Den nye bydel skal bygges på et 65 hektar stort område syd for Hedehusene Station i Høje-Taastrup Kommune 28 km fra Københavns Centrum. Projektområdet rummer blandt andet et grønt åndehul med en sø.

NærHedens bestyrelse markerer færdiggørelsen af udviklingsplanen med en reception for alle samarbejdspartnere, interessenter og beboere i Hedehusene - og inviterer til åbent hus på projektkontoret mandag den 23. november klokken 17.00-18.00 på Industrivej 2 i Hedehusene. Projektdirektør Ole Møller fortæller om de vigtigste træk i udviklingsplanen, hvorefter det vil være muligt at stille spørgsmål til bestyrelse, sekretariat og hovedrådgiveren Arkitema Architects.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094