23948sdkhjf

Pensionskasser og developere får boligbyggeriet til at boome

Prognose fra Byggefakta anslår en 2015-vækst i boligbyggeriet på hele fem milliarder kroner i forhold til sidste år.
Developere, pensionskasser og andre professionelle bygherrer har genvundet optimismen efter krisen.

Der bliver således i år igangsat væsentligt mere boligbyggeri end de seneste år.

Der er udsigt til, at der i år igangsættes professionelt boligbyggeri for tilsammen 21,8 mia. kroner. Det er fem mia. kroner mere eller næsten 30 procent mere end sidste år og tæt på en fordobling i forhold til 2013.

Det fremgår af en dugfrisk prognose fra Byggefakta A/S opgjort efter tredje kvartal.

Rapporten ”Trends for byggebranchen” dækker det professionelle marked for byggeri i Danmark og omfatter såvel offentlige og professionelle private byggeprojekter.

Nybyggeri trækker fremgang
- Det er en klar indikation på, at det atter går fremad i dansk økonomi. Der bygges flere nye boliger end længe. Fremgangen er drevet af nybyggeri ikke mindst i København og i Aarhus. Alene i Region Hovedstaden investeres der for tre mia. kroner mere end sidste år, siger Jens Slott Johansen, adm. direktør i Byggefakta, der er Danmarks førende leverandør af information om byggeprojekter.

Der er tale om en bred vifte af bygherrer. Boligselskabernes andel er stort set uændret. Derimod opleves fremgang i developeres og ikke mindst pensionskassernes investeringer i boligbyggeri.

Det er nybyggeriet, der trækker hele fremgangen i antallet af boligprojekter, så der alene i år forventes igangsat professionelle boligbyggerier for tilsammen 13 mia. kroner mod for 7,8 mia. kroner sidste år. Renoveringsarbejder og såkaldte kombiprojekter med både nybyggeri og renovering er stort set uændret i forhold til sidste år.

Almene projekter udskudt
Men selv om der er udsigt til en markant forøgelse af investeringer i det professionelle boligbyggeri, er der tale om en nedjustering af forventningerne for bare tre måneder siden på 1,5 mia. kroner.

Det forklarer Jens Slott Johansen med, at der er igangsat færre projekter end forventet i tredje kvartal. Ikke mindst har flere almene boligselskaber udskudt store støttede renoveringsprojekter til 2016.

At de private investeringer begynder at fylde mere i bygge- og anlægsbranchen understreges af, at boligbyggeri og professionel renoveringsindsats sidste år udgjorde 24 procent af det totale marked. I 2015 forventes andelen at vokse til 31 procent.

Mere sygehusbyggeri
Totalt set forventer Byggefakta, at der igangsættes bygge- og anlægsprojekter for knap 70 mia. kroner i 2015. Det er stort set uændret i forhold til sidste år og en lille nedjustering i forhold til sidste kvartal. Der er i alt tale om knap 2.500 forskellige projekter.

Ud over boliginvesteringerne er der kun vækst i investeringerne i sygehusbyggeri. Prognosen forudser projekter inden for social og sundhed for tilsammen 11,3 mia. kroner i år, eller dobbelt så meget som i fjor.

Derimod er der udsigt til færre investeringer inden for undervisning, kultur, sport, butik, kontor, energi og anlæg.

Fakta
Byggefakta er Danmarks førende leverandør af information om byggeprojekter, udgiver rapporten ”Trends for byggebranchen” hvert kvartal, som indeholder en opgørelse over igangsatte byggeprojekter samt prognoser for resten af året.
Rapporten dækker det professionelle marked for byggeri i Danmark. Rapportens data omfatter både offentlige og professionelle private byggeprojekter. Tallene dækker ikke Hr. og Fru Jensens byggeri af et nyt parcelhus eller en ny carport. Totalsummen for et byggeprojekt registreres i statistikken i den måned, hvor byggeriet igangsættes.


Fakta
Region Midtjylland er med projekter for 3,1 mia. kroner landets største bygherre i 2015.
Vejdirektoratet er med 61 projekter den bygherre med flest igangsatte projekter i 2015.
NovoNordisk er med fire projekter til i alt 2,5 mia. kroner den største private bygherre i år.
Hasseris Boligselskab er største bygherre blandt de almene boligforeninger med projekter for 500 mio. kroner.
Arkitema Architects er flittigste arkitekt med 36 projekter til 4,8 mia. kroner.
Rambøll Danmark A/S er som rådgiver involveret i 144 projekter til 6,1 mia. kroner.
NCC Construction er den total- eller hovedentreprenør med størst portefølje på 2,4 mia. i 2015.
Kilde: Trends for byggebranchen. Byggefakta
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109