23948sdkhjf

C.F. Møller og Tredje Natur vinder milliardprojekt

”Fremtidens Sølund” bliver en enestående blanding af pleje-, ungdoms- og seniorboliger, daginstitution og mikrobutikker ved søerne i København.
”Byggeriet af Fremtidens Sølund er noget af det mest visionære, der sker i København lige nu”.

Så klar var meldingen fra KAB’s byggedirektør, Rolf Andersson, da den internationale projektkonkurrence på Fremtidens Sølund blev udskrevet i 2015.

Nu står C.F. Møller sammen med Tredje Natur, Bascon, Transsolar og Smith Innovation tilbage med det vindende forslag. Fremtidens Sølund bliver et samlet hus, der blander generationer sammen på en ny måde.

- Fremtidens Sølund bliver et ambitiøst foregangseksempel for fremtidens byintegrerede plejecentre. Først og fremmest er blandingen af boligtyper og beboere samt besøgende unik. Men samtidig bliver det et centralt forankringspunkt for udviklingen af hele Nørrebro, fortæller partner i C.F. Møller, Mads Mandrup Hansen, som sammen med sin partnerkollega, Lone Wiggers, har udviklet det vindende forslag.

Sætter helt nye standarder
Byggeriet er en enestående blanding af 360 plejeboliger, 150 ungdomsboliger, herunder 20 boliger for unge med autismespektrumsforstyrrelse, 20 seniorboliger, en daginstitution, tre mikrobutikker samt både offentlige og private parkeringsfaciliteter. Netop denne sammenkobling er en ny måde at tænke byudvikling i Danmark.

Både hos bygherren fra Samvirkende Boligselskaber v/KAB og lejerne fra Københavns Kommune og SAB er der stor glæde at spore ved udsigten til det projekt, der nu bliver til Fremtidens Sølund:

- Vi vil sætte helt nye standarder for både plejeboliger, ungdomsboliger, børneinstitutioner, ungdomsboliger og seniorbofællesskaber. Men vi vil mere end det. Vi vil indfri vores ambition om at skabe byggerier, der kan fungere som rammer for generationsfællesskaber i byen, siger Vibeke Gravlund, projektleder fra KAB.

Hun understøttes af projektchef Anders Roslyng-Jensen fra vinderholdets ansvarlige ingeniør, Bascon:

- Det hele skal gå op i en højere enhed; funktionalitet, teknik, logistik, konstruktioner og indeklima skal koordineres og integreres med velfærdsteknologiske løsninger, så det passer hver enkelt aldersgruppe. Vi skal skabe ordentlige og trygge rammer for hverdagen hos fire generationer. Huset vil på den måde helt naturligt komme til at skabe liv og bymæssig aktivitet døgnet rundt, forklarer Anders Roslyng-Jensen, projektchef i Bascon.

Fremtidens Sølund kommer til at bestå af 37.895 etagekvadratmeter byggeri og har en samlet anlægspris på omkring 1,1 milliarder kroner. Byggeriet kommer til at ligge direkte ned til Sortedams Sø i København og får adresse på Ryesgade 20. Selve byggeriet forventes gennemført i to etaper med opstart i 2018.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14