23948sdkhjf

Flere VFU-elever og færre lærlinge i el-faget

Fagforeningen vurderer, at der er tale om misbrug af gratis arbejdskraft. I Tekniq er man ikke enig.
Dansk El-Forbund tror, at flere virksomheder misbruger lærlinge som gratis arbejdskraft, når antallet af VFU-elever vokser.

Det vurderer fagforeningen i seneste nummer af medlemsbladet Elektrikeren på baggrund af en opgørelse over såkaldte VFU-aftaler - aftaler om virksomhedsforlagt undervisning, hvor elever i kortere perioder opholder sig gratis i virksomheder i stedet for at være i skolepraktik.

På fem år er antallet af VFU-aftaler på el-området mere end firdoblet til næsten 1200 i 2015, og i samme periode er antallet af rigtige uddannelsesaftaler med løn faldet fra 777 til 558.

Fagbladet Elektrikeren har også talt med tidligere VFU-elever, som i strid med reglerne har indgået i produktionen. Nogle fik forlænget deres VFU-aftaler gentagne uden at få rigtig praktikplads.

Bekymrende, mener El-forbundets formand Jørgen Juul Rasmussen.

- Det er helt uacceptabelt, for det udgør en unfair konkurrence i forhold til de installatører, der ansætter almindelige lærlinge og betaler lærlingeløn i henhold til overenskomsten, siger han til Fagbladet Elektrikeren.

Hos arbejdsgivernes organisation, Tekniq, vil underdirektør Tina Voldby ikke afvise, at der er nogle, der kan have brudt reglerne.

- Men det kender jeg ikke de konkrete sager til at kunne udtale mig om, siger hun til Building Supply.

Hun mener dog, det er forkert at sige, at virksomhederne misbruger VFU-ordningen.

- Virksomhederne reagerer på skolernes henvendelse om at tage en skolepraktikelev i en VFU-aftale og siger "ok" ud fra devisen om, at det er bedre, at de prøver at arbejde på en rigtig arbejdsplads end at være i skolepraktik, siger hun.

Hun påpeger, at skolerne er ansvarlige for, at der laves ordentlige aftaler om, hvad eleverne må lave i perioden og ansvar for at sikre, at aftaler ikke forlænges og fornys gentagne.

I øvrigt mener hun ikke, at kabeltræk nødvendigvis er i strid med reglerne. De må gerne arbejde, men de skal være en overtallig arbejdskraft og under opsyn af en ansat, påpeger hun.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109