23948sdkhjf

Danskere designer megakonstruktion i Kina

Cowi og Dissing+Weitling har vundet konkurrencen om verdens bredeste sænketunnel og to markante hængebroer.
I Guangdong, Kina, skal byerne Shenzhen og Zhongshan forbindes, og den kommende tunnel mellem de to kystbyer vil sætte verdensrekord som den bredeste sænketunnel med de hidtil bredeste tunnelrør til biltrafik. Hele otte kørebaner bliver der plads til i begge retninger.

Den i alt 24 kilometer lange forbindelse vil foruden tunnelen bestå af to kunstige øer og to markante hængebroer og får en kapacitet på 90.000 biler om dagen.

Cowi og Dissing+Weitling har tidligere samarbejdet på blandt andet Storebæltsbroen, Øresundsbroen, samt Hong Kong-Zhuhai-Macao-forbindelsen, der er under opførelse i Kina. Nu får de to danske rådgivningsfirmaer endnu et markant infrastrukturprojekt på cv’et.

- De mange måneders hårdt arbejde har betalt sig, og vi er meget stolte over at have vundet. Fra første blik vidste jeg bare, at det var et projekt langt ud over det sædvanlige, fortæller Lars Hauge, regional vice president i Cowi.

Vinderforslaget omfatter en tunnel bygget af efterspændte segmenter, 31 elementer i alt, hvor et standardelement er 185 meter langt og op til 70 meter bredt. Røret til biltrafik er mellem 19 og 38 meter bredt. Den længste hængebro har et brofag på 1.588 meter og udstyres med en dobbelt kassedrager, der sikrer optimal vindstabilitet.

Selv om ShenZhong-forbindelsen tjener et vigtigt infrastrukturmæssigt formål, bliver den også en smuk, ikonisk konstruktion, fortæller arkitekt Poul Ove Jensen fra Dissing+Weitling.

- Designet er et sammenkog af de krav og begrænsninger, der følger med deltaet ved Pearl River, hvor det lave, rolige vand har inspireret os til at udvikle et elegant og harmonisk udtryk. Øen er designet til at påvirke vandets vej mindst muligt, og da øen er formet som en klassisk kinesisk drage, ligner den samlede forbindelse en drage med en hale, der elegant lander på vandet.

Juryen har i sin bedømmelse fremhævet harmonien i det vindende forslag:

"Konceptet anvender en avanceret designfilosofi. Det overordnede design er storslået, elegant og præcist. Designet er hovedbroerne, tilslutningsbroerne og de kunstige øer er velintegreret; forbindelsen har et samlet markant udtryk og fungerer som et ikonisk vartegn; hele forbindelsen er i harmoni med omgivelserne; og det y-formede pilleskaft på tilslutningsbroerne bibringer en intens følelse af rytme."
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141