23948sdkhjf

Ajos henter tidligere Pitzner- og Cramo-direktør

58-årige Ole Wamsler erstatter Thomas Raunsbæk, der skal være direktør i Scandi Byg.
Den 1. maj tiltræder Ole Wamsler som ny administrerende direktør i Ajos, der hører til blandt Danmarks førende virksomheder inden for byggepladsindretning og udlejning af materiel til byggepladser.

58-årige Ole Wamsler kommer senest fra Pitzner Materiel, hvor han stoppede i august sidste år efter knap fem år som administrerende direktør. CV'et tæller også blandt andet knap 4½ år som administrerende direktør i Cramo.

- Med kombinationen af mange års ledelseserfaring og kendskab både til materiel- og udlejningsbranchen har vi i Ole Wamsler fundet den helt rigtige kandidat til at fortsætte den gode udvikling, siger Ajos’ bestyrelsesformand, Jørgen Nikolajsen.

Ole Wamsler erstatter Thomas Raunsbæk, der tiltræder som ny administrerende direktør i Scandi Byg . Begge virksomheder er i øvrigt selskaber i MT Højgaard-koncernen.

- Jeg ser frem til at begynde arbejdet med de mange dygtige mennesker i Ajos. Ajos har allerede en god position i markedet, og den vil jeg være med til at fastholde og udbygge, blandt andet ved at fokusere yderligere på digitaliseringen, og på den måde bidrage til at øge lønsomheden og produktiviteten, siger Ole Wamsler.

Foruden byggepladsindretning og udlejning af materiel er Ajos kendt som virksomheden bag it-systemet Smartbyg, der bruges til håndtering af logistikopgaver på byggepladser.

Læs mere om: Ajos
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156