23948sdkhjf

KE Fibertec går helt nye veje

Med en ny standardiseret ventilationsløsning retter Vejen-firmaet fokus mod kontorbyggerier og skoler.
KE Fibertec satte ny regnskabsrekord i 2015, men det får ikke administrerende direktør Carsten Jespersen og hans ansatte til at slappe af. Snarere tværtimod.

Ventilationsmarkedet er stagnerende, og der er brug for nye, innovative koncepter, hvis væksten skal fortsætte i de kommende år.

Efter et udviklingsforløb med bidrag fra Aalborg Universitet er KE Fibertec nu klar med et bud på fremtidens ventilationsløsning. Et system af standardiserede loftspaneler, der kan flyttes rundt, nærmest som skakbrikker.

Ifølge Carsten Jespersen er der tale om et produkt, som er målrettet skoler, institutioner og kontorarbejdspladser. Det er nye segmenter for KE Fibertec, som traditionelt har hentet størstedelen af sin omsætning i sportshaller og industribygninger.

- Det er et koncept, der er fuldstændig modsat af, hvad vi ellers laver, og det giver os en helt anden tilgang til markedet. Vi kan levere meget hurtigere, fordi vi kan producere efter standardmål, forklarer KE Fibertec-direktøren.

En dør på klem til boligsegmentet
Indeklimaet og dets effekt på helbred og trivsel er blevet et støt voksende fokusområde i byggeriet.

Derfor har KE Fibertec også store forventninger til sit nye produkt, som modvirker dårligt indeklima ved hjælp af diffus eller retningsbestemt ventilation. Systemet er i stand til at operere ved et lavere lufttryk sammenlignet med standard loftdiffusorer, hvilket gør det til en mere energieffektiv løsning, som lever op til kravene i BR2020.

Bliver det nye koncept en succes, er Carsten Jespersen ikke afvisende over for, at boligsegmentet kan gå hen og blive interessant:

- Med de tætte boliger, der bygges i dag, vil behovet for løsninger, der bidrager til et godt indeklima, blive endnu større i fremtiden. Vi er ikke klar til boliger endnu, men jeg vil ikke afvise, at vi kan komme derhen på et tidspunkt, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094