23948sdkhjf

Installatørkæde vil også have private kunder

I forbindelse med lanceringen af en ny webshop har VVS Mester valgt at give private forbrugere adgang.
Nutidens forbruger finder sin fagmand og produkter på nettet. Derfor tager installatørkæden VVS Mester nu et stort digitalt skridt og åbner en webshop med salg til private.

Webshoppen vvsmester.dk giver adgang til et bredt udvalg af produkter samt teknisk rådgivning om produktvalg. Samtidig formidler webshoppen direkte kontakt til en autoriseret installatør, så forbrugeren ikke er overladt til sig selv, når produktet skal installeres.

- Mange forbrugere ønsker selv at vælge deres produkter, når de for eksempel skal have nyt badeværelse eller køkken. Samtidig ved vi, at der bliver begået mange fejlkøb, når folk forsøger sig helt på egen hånd i byggemarkeder eller på nettet. Derfor mener vi, at denne løsning, hvor der står fagfolk bag til at rådgive, er en god løsning for forbrugerne, siger Johnny Jørgensen, indehaver af Esbjerg VVS.

Han pointerer, at vi lever i en tid, hvor forbrugerne gerne selv vil foretage indkøb af produkter, og det er denne tendens, som VVS Mester gerne vil imødekomme.

- Vi tror på, at forbrugerne gerne vil se produkterne online og selv udvælge dem, men samtidig have let adgang til kompetent kundeservice og en fagmand lige ved hånden. Faktisk oplever vi, at vi sælger nogle produkter, vi ikke solgte tidligere, alene fordi forbrugerne nu selv kan surfe rundt i et større udvalg af produkter, siger Johnny Jørgensen, der også kan konstatere, at antallet af henvendelser fra kunder via hjemmesiden er steget.

Casper Doil, indehaver af Alpha VVS-Teknik i Gentofte, mener ligeledes, at kombinationen af digitalisering og rådgivning er vejen frem.

- E-handel er kommet for at blive og er med til at gøre alle mere produktive. Ved at stille vores viden til rådighed og gøre den let tilgængelig online kan forbrugerne føle sig i trygge hænder, når de handler digitalt. Vi tror på, at forbrugerne er interesseret i kompetent rådgivning, og at webshoppen kan være med til at udvide vores marked og gøre os attraktive, så vi får en større privat kundekreds, siger Casper Doil.

Bag VVS Mester-kæden står en landsdækkende sammenslutning af autoriserede VVS-installatører i samarbejde med sourcing- og servicevirksomheden Solar.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109