23948sdkhjf

30 danskere skal bo i et glashus

Et højst utraditionelt forskningsprojekt med fokus på dagslys får hjemme på Bornholm.
Fra slutningen af juni og et halvt år frem skal 30 danske forsøgspersoner deltage i et stort anlagt forskningsprojekt fra Oxford University.

Boende i et specialfremstillet glashus på Bornholm, én ad gangen af fem dages varighed, vil de blive udsat for massive mængder dagslys med det formål at undersøge de sundhedsfremmende aspekter forbundet med netop dagslys.

Tesen er, at omfattende dagslyspåvirkning kan bedre alvorlige sygdomme som depression, skizofreni, Parkinsons og Alzheimers.

- Vi ved, at dagslys skaber kemiske reaktioner i hjernen, og betydningen af dem vil vi rigtig gerne blive klogere på. Et tidligere studie har vist, at skizofrene fik en enormt gavnlig effekt af dagslys, fordi det stabiliserede deres søvnmønster og døgnrytme, hvilket har stor betydning for tilstanden hos netop skizofrene. Sådanne positive resultater forventer vi at finde flere af i forbindelse med projektet, hvor også livsstilssygdomme som fedme, diabetes og stress er i fokus, fortæller Katharina Wulff, neuroforsker fra Oxford University og en af forskningsprojektets nøglepersoner.

Kontakt ved et tilfælde
En anden nøglespiller er den engelske specialist i glasløsninger, Cantifix, der har designet det 35 kvadratmeter store hus, hvor forsøgspersonerne skal bo. Huset, der bærer navnet ”The Photon Space”, består udelukkende af glas og vil blive gjort tilgængeligt som en ny boform primært rettet imod turismeindustrien, samtidig med at forskningsprojektet går i gang. Det sker med en version, hvor beboerne selv kan regulere glassets gennemsigtighed og dermed selv kan skabe mørke og privatliv, når de ønsker det.

Foruden lægevidenskaben og turismeindustrien forventes forskningsprojektet at få stor bevågenhed fra arkitekter, idet resultaterne meget vel kan påvirke den måde, vi kommer til at bygge og indrette os på i fremtiden.

Forskningsprojektets hjemsted bliver det bornholmske hotel og konferencecenter Green Solution House, hvis direktør Trine Richter ved et tilfælde kom i kontakt med indehaverne af Cantifix. Parterne besluttede at indgå et samarbejde, idet Green Solution House er tænkt som et såkaldt eksperimentarium, der tester alternative byggemetoder og har særlig fokus på betydningen af dagslys.

- Globalt set er det et faktum, at de byer, der har universiteter, innovative virksomheder og spændende forskningsprojekter, også er de bedste til at tiltrække møder og konferencer. Hele meningen med Green Solution House er at generere viden, ligesom det er en forudsætning for, at huset kan fungere som en vækstkatalysator for den bornholmske turisme. Derfor er vi enormt stolte over at kunne præsentere et internationalt forskningsprojekt med så spændende perspektiver, siger Trine Richter.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094