Besøg et af Gentoftes grimmeste huse
Lige nu knokler håndværkerne med at restaurere det hus, som ikoniske PH tegnede til sig selv i 1937. Snart får offentligheden adgang.
Af Rasmus Gregersen
Med sine facader af synlige betonblokke på en stejl bakke var PH’s eget hus ’en æstetisk lussing’ i ansigtet på det nydelige Gentofte. Et synligt oprør mod datidens pænhed og traditioner, og med huset viste PH nye måder at bygge og vælge materialer på – og nye måder at planlægge et familieliv og indretning af et hjem.
Huset var dengang både utraditionelt, fremsynet og provokerende. Set i bakspejlet blev det på mange måder forløberen for flere af de ideer og løsninger, som i dag findes i danskernes yndlingsbolig: Parcelhuset.
Opgør med borgerskab og småborgerlighed
Med synlig brug af industrielle byggematerialer og hyldevarer fra byggemarkedet, en opdeling af forældre- og teenageafdeling, introduktion af ’alrummet’ og et tapet med nøgne damer på både vægge og lofter var PH’s hus et opgør med tidens borgerskab og småborgerlighed.
I dag vækker huset ikke samme opsigt, men i 1937 var det et markant anderledes bud på en familiebolig. Først i 1960’erne blev de idéer, som findes i huset, bredt omsat til det parcelhus, vi kender i dag.
For to år siden blev PH’s hus købt af Realdania By & Byg med henblik på at restaurere, bevare og formidle de umistelige arkitektoniske og kulturhistoriske værdier, som bygningsværket repræsenterer.
Lige nu knokler arkitekter og håndværkere med at genskabe husets arkitektur og detaljer, og den 10. september åbnes huset for offentligheden, så alle har mulighed for at se, hvordan PH omsatte sin personlighed og sine værdier til et hus på cirka 200 kvadratmeter.
Sammen med arkitekt Edvard Heibergs eget hus (1924) er PH’s hus det mest radikale i Realdania By & Bygs samling af ’arkitekternes egne huse’. Huset blev fredet i 1995, og i forbindelse med den igangværende restaurering foretages også en omfattende energirenovering for at sikre husets overlevelse.
Et opgør med tidens måde at bygge på
PH opførte huset af industrielle byggematerialer og hyldevarer fra byggemarkedet: Præfabrikerede betonblokke, som netop på det tidspunkt var blevet godkendt til beboelseshuse. Tagpap. Industrielle jernvinduer, som blot blev overmalet med rød blymønje for at beskytte mod rust.
Der blev ikke pyntet på materialerne, og kun meget få løsninger blev specialfremstillet. Set i tidens og områdets kontekst og med PH’s egne ord var huset ”et af Gentoftes grimmeste huse”.
PH udstyrede sit hjem med uprætentiøse materialer og en utraditionel farveholdning. Ingen rum var finere end andre; derimod var farver og materialer ens i alle typer af rum. Alle radiatorer og vandrør var malet med samme røde farve som på vinduerne, og i badeværelserne var gulvene belagt med samme røde fliser, som også blev brugt omkring vinduerne.
PH valgte at tapetsere både vægge og lofter i husets soveværelse og i fordelingsgangen ved teenager- og gæsteværelset med et vovet og erotisk tapet med grupper af nøgne kvinder. På den måde pirkede han til tidens pænhed med blomsterborter og diskrete farver.
Et opgør med boligindretning og familieliv
PH indrettede en forældreafdeling (”en toværelses lejlighed med bad”) og en afdeling for børn, husassistent og en gæst; begge afdelinger med bad og toilet. Med PH’s ord: ”Børn, hushjælp og gæst har egen indgang og kan leve deres liv efter forgodtbefindende, forældrene kan også”.
PH etablerede en direkte adgang mellem spisestuen og sønnens værelse, så sønnen kunne have kammerater på besøg i stuen, høre jazzmusik og ryge cigaretter. I PH’s optik var stuen og spisestuen ”allemands- og ingenmandsland”, og han aflivede på den måde den fornemme spisestue og introducerede i stedet alrummet i familieboligen – længe før begrebet ’alrum’ overhovedet var opfundet.
I PH’s planløsning lå en anerkendelse af alle familiens medlemmer og deres individuelle behov, og PH viste dermed vejen for en helt ny tilgang til det 'at bo' – i en tid, hvor børn og unge ellers ikke skulle ses og høres.
PH’s brug af mange niveauer og skydedøre med mulighed for åbne forbindelser stod i kontrast til tidens traditionelle indretning med adskilte rum og funktioner. Etplansløsningen med en fælleszone og to private afdelinger gav både mulighed for samvær og selskabelighed og for uforstyrret privathed, ”når man trænger til fred”.
Planløsningen blev en forløber for den boligform, som i løbet af 1960’erne blev danskernes foretrukne: parcelhuset. PH sagde om sit eget hus, at det ”forener ulemperne ved det to-etagers hus med ulemperne ved det et-etagers”.
PH's hus på Brogårdsvej 72, 2820 Gentofte, åbner for offentligheden i dagene lørdag den 10. september til søndag den 18. september, alle dage i tidsrummet 13.00-17.00. Arrangementet er gratis.
Poul Henningsen (1894-1967)
(Kilde: Realdania By & Byg)
Født 9. september 1894 i Ordrup, død 31. januar 1967 i Hillerød.
Dansk lysmager, arkitekt, revyforfatter, filminstruktør og samfundsrevser, kendt under initialerne PH.
Han var søn af forfatteren Agnes Henningsen og stedsøn af cand.mag., vicekonsul Mads Henningsen. Hans biologiske far var forfatteren Carl Ewald. Moderen blev skilt i 1895 og flyttede sammen med Carl Ewald og dennes kone for en tid. Senere blev hun gift igen.
PH tog realeksamen i 1910 og gik derefter i murerlærer. Fra 1911-17 gik han på Det Tekniske Selskabs skole og tre semestre på Polyteknisk Læreanstalt. Samtidig tog han malerstudier hos Johannes Larsen.
I 1919 blev han gift med Else Strøyberg, der var hans kusine. Else kom fra en rig familie i Aalborg. De blev skilt i 1942, og derefter giftede han sig med sin mangeårige sekretær, Inger. Med Else fik han børnene Simon og Berta, Simon blev senere arkitekt i Tivoli som sin far. PH blev papfar for Ingers to døtre, og uden for ægteskab fik han sønnen Sten Hegeler, som siden blev en kendt sexolog.
PH var en af hovedskikkelserne inden for kulturradikalismen i 1930'erne. Allerede i 1920'erne havde han markeret sit samfundskritiske syn som redaktør og udgiver af tidsskriftet ’Kritisk Revy’.
PH havde egen tegnestue fra 1919, hvor bl.a. arkitekterne Hans Hansen og Mogens Voltelen arbejdede med rentegning af PH-lamperne. Fra 1941 var han arkitekt for forlystelseshaven Tivoli i København.
Han levede af indtægten fra sine berømte PH-lamper og brugte den frihed, det gav ham, til at skrive revyviser som fx ’Ølhunden’, der blev sunget af Osvald Helmuth, og ’Gribe efter blanke ting’ (’Man binder os på mund og hånd’), der handlede om den tyske censur og blev sunget af Liva Weel. Han indledte samarbejde med Bernhard Christensen og Kai Normann Andersen.
Poul Henningsen var ateist, kirkehader, fortaler for seksuel frihed og modstander af unødvendige ornamenter på bygninger. Samtidig indtog han en unik moderat position, for allerede i sine skriverier i ’Kritisk Revy’ var han kritisk over for Bauhaus' "laboratoriearkitektur" og Le Corbusier. Han anbefalede i stedet en gylden middelvej og banede dermed vejen for den moderate skandinaviske funktionalisme.
Hvorvidt PH var funktionalist eller modernist er svært at afklare. Selv bekendte han sig til realismen, som han fortolkede som en pragmatisk tilgang til opgaven.
