23948sdkhjf

Arkil nedlægger forretningsområde

Entreprenørkoncernen tager konsekvensen af fejlslagne projekter – og nedjusterer igen.
Med virkning fra den 1. juli 2016 nedlægger Arkil Holding A/S forretningsområdet Civil Works i Danmark.

Det oplyser selskabet sent søndag aften i en meddelelse til fondsbørsen.

- I forretningsområdet Civil Works har enkelte store projekter skabt særdeles utilfredsstillende resultater, som står i skarp kontrast til den stærke udvikling i vores hovedforretning i Danmark og aktiviteterne i udlandet. Det tager vi konsekvensen af og nedlægger Civil Works for at fokusere på vores hovedaktiviteter, hvor vi skaber rigtig gode resultater, siger administrerende direktør Jesper Arkil.

Han henviser til, at tre sjællandske broprojekter var årsag til, at Arkil i 2015 måtte se driftsresultatet gå tilbage med mere end 40 procent – trods fremgang i omsætningen. Hertil kommer, at ophævelsen af en jernbanekontrakt på Fyn får negativ indvirkning på omsætning og indtjening i 2016.

2016 kan ende i rødt
Civil Works har siden 2014 beskæftiget sig med store komplicerede totalentrepriser med en højere risikoprofil end koncernens øvrige projekter, og reorganiseringen af de danske aktiviteter medfører, at Arkil fremover fravælger denne type opgaver.

De problemramte projekter forventes afsluttet i 2016, og de øvrige aktiviteter i Civil Works samt medarbejdere og kompetencer videreføres som en del af koncernens danske hovedaktiviteter, der primært fokuserer på lokale og regionale opgaver.

Arkil fastholder de senest udmeldte forventninger til 2016-omsætningen i niveauet 3.100 millioner kroner, men som følge af yderligere nedskrivninger på de fejlslagne Civil Works-projekter nedjusterer koncernen sine forventninger til resultatet før skat, som nu ventes at lande et sted mellem -20 og 10 millioner kroner.

Det er anden gang på blot en måned, at Arkil nedjusterer sine forventninger til resultatet. Oprindeligt forventede ledelsen et 2016-resultat før skat på 70-100 millioner kroner, men det blev i slutningen af maj nedjusteret til 40-70 millioner kroner .
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094