23948sdkhjf

MT Højgaard ombygger Carlsberg-bygning

Tidligere silobygning bliver til 4.500 kvadratmeter erhvervsejendom i Carlsberg Byen.
Når Carlsberg Byen står færdig om cirka otte år, vil omkring 15 procent af bygningsmassen bestå af gamle bygninger, der transformeres for at indgå som en del af det nye bykvarter.

En af disse bygninger er placeret i hjertet af Carlsberg Byen, tæt på Bryggernes Plads. Som nabo til Ny Carlsberg Bryghus indeholdt bygningen tidligere siloer til brug for ølbrygningen, men omdannes nu til en knap 4.500 kvadratmeter stor erhvervsejendom med butikker, kontorer, cafeer og restauranter.

MT Højgaard er totalentreprenør og står for ombygningen i samarbejde med Arkitema Architects og EKJ Rådgivende Ingeniører.

Byggeriet skal stå klar til indflytning ultimo 2017 og vil til den tid være udvidet i højden med en tagetage i let konstruktion med østvendt tagterrasse. Stueetagen åbnes op med en gennemgående restaurant, der strækker sig fra Ny Carlsberg Vej til pladsen Bag Elefanterne mod nord.

Fortidens industrilook bevares ved blandt andet at fastholde bygningens vandrette betonbånd og brune udfyldningsmurværk. Indvendigt bevares oprindelige søjler og eksisterende betonvægge.

Om byggeriet siger administrerende direktør i Carlsberg Byen P/S, Jens Nyhus:

- I Carlsberg Byen har vi en helt unik eksisterende bygningsmasse med en sjæl og historie, som det er vigtigt for os at bevare i udviklingen af bykvarteret. Denne bygning er et godt eksempel på kvaliteterne i de eksisterende bygninger herude, og jeg glæder mig til at se den omdannet til en moderne erhvervsejendom med respekt for det oprindelige udtryk.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141