23948sdkhjf

Erhvervsvenlighed er en varm kartoffel

Dansk Byggeris analyse har åbnet debatten om alt fra skatter og afgifter til prisen på en byggetilladelse og åbningstiden på genbrugspladsen.
Der var både smil, skuffede ansigter og knap så glade miner, da Dansk Byggeris årlige analyse af, hvordan det står til med erhvervsvenligheden i landets 98 kommuner, blev offentliggjort.

Nu går dialogen i gang om, hvordan Horsens kunne springe fra bunden til nær toppen, eller hvad Vejen har gjort rigtigt og Albertslund forkert, siden de har placeret sig som henholdsvis Danmarks mest og mindst erhvervsvenlige kommune.

- Mange kommuner og erhvervsråd har ringet og bedt om uddybende data eller forklaringer på, hvorfor de ligger, hvor de gør, på ranglisten. Vores oplevelse er, at kommunerne nøje går tallene igennem og forholder sig til, hvordan de ligger i feltet, siger konsulent i Dansk Byggeri, Morten Kamp Thomsen, og tilføjer:

- Nogle kommuner er allerede trukket i arbejdstøjet og i gang med at finde ud af, hvordan de kan give de lokale virksomheder bedre erhvervsforhold. Der er ingen tvivl om, at erhvervsvenlighed er en varm kartoffel rundt omkring på borgmesterkontorerne. Der bliver ikke taget let på en mindre god placering.

Mens der jubles i Vejen, over at være blevet kåret Danmarks mest erhvervsvenlige kommune 2016, så er der andre kommuner, som ærgrer sig over en placering i den mindre erhvervsvenlige del af kommunerne.

- For eksempel har både Sønderborg og Albertslund taget sig en rutsjetur i den mindre erhvervsvenlige retning, og de har allerede på tv sagt, at de vil mødes med Dansk Byggeri efter sommerferien til en snak om, hvordan de kan forbedre erhvervsforholdene, ligesom vi også har aftalt møder med Holbæk og Svendborg. Det ser vi alt sammen meget frem til, siger Morten Kamp Thomsen.

Han forventer, at Dansk Byggeri igen i år skal have dialogmøder med en del kommuner i løbet af efteråret.

- Her plejer kommunerne at få gode råd fra os om, hvordan de kan forbedre erhvervsvenligheden, ligesom de også giver os gode råd til, hvordan vi kan forbedre analysen. Så det er win-win for begge parter, siger Morten Kamp Thomsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08