MT Højgaard med i svensk milliardprojekt
Vinder entreprise på ny bro i Gøteborg.

Hisingsbron, som den kommer til at se ud, når Skanska og MT Højgaard er færdige med byggeriet i 2022. Broen er tegnet af danske Dissing+Weitling.
Broen skal stå færdig medio 2022 og omfatter bil- og sporvognstrafik samt en tilhørende cykel- og gangsti.
MT Højgaards andel af kontrakten udgør 30 procent, svarende til godt 464 millioner kroner. Den danske entreprenørkoncern skal producere og installere broens stålarbejde og mekanik. Stålarbejdet omfatter blandt andet overbygning og pyloner.
Ud over prisen har bygherren lagt vægt på de tilbudte tekniske løsninger, udførelsen, tidsplanen og sikkerheden. MT Højgaard kan her drage fordel af en omfattende erfaring med talrige broprojekter i både Danmark og udlandet.
- Jeg er glad for, at vi med vores mangeårige erfaring med at opføre stålbroer er blevet udpeget til at være med til at sikre bygherren en solid løsning på dette komplekse projekt. Det understreger endnu engang MT Højgaards kompetencer og konkurrenceevne, siger Esper Christophersen, divisionsdirektør i MT Højgaard.
Kontrakten har en samlet værdi af 1,97 milliarder svenske kroner. Foruden løftebroen omfatter projektet også en såkaldt kollektiv trafikbro udført i stål samt nedrivning af den gamle bro over Göta Älv, der har betjent trafikken over floden siden 1939.
Hisingsbron er designet af danske Dissing+Weitling, som vandt projektkonkurrencen i slutningen af 2013 i samarbejde med ingeniørfirmaerne ELU, Sverige, og Leonhardt, Andrä und Partner, Tyskland.