23948sdkhjf

Hoffmann byggemodner Campus Køge

Køge vil sætte sig tungt på titlen som regionens nye uddannelsesby.
Campus Køge skal nu gøres klar, så hele området kan vokse til dobbelt størrelse og dermed få plads til mange flere uddannelsesinstitutioner og studieboliger.

Samtidig får de fysiske rammer et løfte med blandt andet et helt nyt torv, grønne områder og nye parkeringspladser.

Det er entreprenørfirmaet Hoffmann, der skal stå for det storstilede projekt, og borgmester i Køge Kommune, Flemming Christensen, glæder sig over, at de nu er klar til at gå i gang.

- Det er startskuddet til en enorm udvikling af Campus Køge, som jeg er meget spændt på at følge. Vi forventer, at Campus vil vokse markant med mange nye uddannelsesinstitutioner, der vil tiltrække tusinder af studerende, kursister og betyde mange hundrede nye arbejdspladser. Campus har allerede sat Køge på landkortet som den nye uddannelsesby på Sjælland, og den position vil kun blive styrket de kommende år, siger Flemming Christensen i en pressemeddelelse.

Satser benhårdt
Hoffmann er allerede begyndt at indhegne området, og snart triller de første gravemaskiner ind på området. Campus’ nye torv bliver et centralt mødested, hvor studerende fra de forskellige uddannelser kan mødes.

Desuden skal Hoffmann etablere en række grønne områder mellem bygninger og bygge mere end 300 nye parkeringspladser, samt et større antal nye veje, stier og kloaksystemer, så der kan bygges nyt i området.

- Vi skal have uddannelser på alle hylder og til alle stadier i livet på Campus Køge. Derfor satser vi benhårdt på at udvikle Campus, så vi kan tiltrække flere uddannelser. Det gør vi ved at udvide området og samtidig sikre et levende studiemiljø med muligheder for motion, grønne områder og gode studieboliger, som de studerende efterspørger. Jeg er sikker, at mange uddannelser gerne vil flytte til Campus Køge og blive en del af den fantastiske udvikling, der sker i Køge i disse år, siger Flemming Christensen.

Fakta om byggemodningen

Køge Kommune gør klar til en kæmpe udvidelse af Campus Køge, så en lang række nye uddannelsesinstitutioner i fremtiden kan flytte ind på Campus. Køge Kommune har indgået kontrakt med Hoffmann A/S, som skal stå for byggemodningen i form af blandt andet veje, stier, parkeringspladser, afvanding og kloakering.

Byggemodningen består ikke kun af den fornødne forsyning til Campus Køge. Der skal også laves helt nye grønne områder eller kiler, som både skal gøre området kønnere, samtidig med at de kan håndtere lokal afledning af regnvand (LAR). Også de kommende parkeringsområder bygges, så de kan håndtere regnvandet i området, så området er bedre beskyttet mod oversvømmelser ved kraftige regnskyl.

Et nyt torv centralt i området, skal være med til at styrke studiemiljøet og gøre det attraktivt at blive på Campus efter timerne. På Torvet kan de studerende slappe af mellem træer stauder og andet grønt.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109