23948sdkhjf

Familiefirma henter topnavn til direktørpost

Efter 107 år med et familiemedlem i spidsen har NHH for første gang ansat administrerende direktør, der kommer udefra.
N.H. Hansen & Søn A/S, i daglig tale NHH, har ansat ny administrerende direktør, og for første gang nogensinde er der ingen familiære relationer mellem ejerne og den øverste chef.

Valget er faldet på en af byggebranchens kendte profiler, 55-årige Claus Wiegand Larsen, som tiltræder stillingen den 1. oktober og markerer begyndelsen på en ny epoke i firmaets 107 år lange historie.

- Jeg har valgt Claus på grund af hans solide baggrund som direktør og med ledererfaring fra meget omfattende byggeprojekter som Operaen, Copenhagen Arena og senest Panum Instituttet. Han er en af branchens dygtigste folk, og jeg er meget tilfreds med, at det er lykkedes os at rekruttere ham, siger NNH’s nuværende administrerende direktør, Marianne Hemicke Rysgaard.

Skal vokse sig større
NHH har fået skuden tilbage på ret kurs efter et stort underskud i 2012, og de seneste tre regnskabsår har alle givet sorte tal på bundlinjen. Nu bliver det Claus Wiegand Larsens opgave at videreføre den positive udvikling.

- Ambitionen er at NHH skal vokse fra at være et firma i mellemstørrelsen i branchen til at være i stand til at kunne håndtere selv de meget store entrepriser, siger Marianne Hemicke Rysgaard.

Hun er fjerde generation i Hellerup-firmaet og vil efter direktørskiftet fortsætte i rollen som ejer og formand for bestyrelsen.

Fokus på rekruttering
Claus Wiegand Larsen er uddannet bygningsingeniør og har en MBA i ledelse. Han har i det seneste år været projektchef på opførelse af Mærsk Bygningen på Panum Instituttet og var før dette administrerende direktør for Copenhagen Arena.

Desuden har han gennem en lang årrække haft ledende poster hos E. Pihl & Søn, blandt andet som underdirektør for den internationale afdeling.

- NHH har med sin baggrund og traditioner alle muligheder for at fortsætte væksten. En af mine vigtigste opgaver bliver at rekruttere nye dygtige medarbejdere. Kravene til projektledelse er voksende og dem, der har de bedste medarbejdere, bliver vinderne. Et firma som NHH er attraktivt for dygtige folk, fordi man er tæt på beslutningsprocessen og tidligt får et stort ansvar, siger Claus Wiegand Larsen.

NHH blev grundlagt i 1909 i Hellerup og hører til blandt Københavns største tømrerfirmaer. Staben tæller i dag cirka 120 ansatte. Marianne Hemicke overtog ledelsen af firmaet i 2001 efter sin far, Niels Hemicke Hansen. Omsætningen i 2016 ventes at lande omkring 250 millioner kroner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109