23948sdkhjf

Investorerne er vilde med Europas byggemastodonter

Det er gode tider i den europæiske byggebranche, der for alvor er ved at ryste finanskrisens økonomiske nedtur af sig.
Markedsværdien er steget 21 pct. på et år.

Det viser Deloittes årlige ”European Powers of Construction”, der bygger på data fra de 50 største byggevirksomheder i Europa. Selv om de seneste regnskaber viser en moderat salgsfremgang på blot 5 pct., er den samlede markedsværdi steget med hele 21 pct.

- Der er ingen tvivl om, at den fremgang i byggeriet, der efterhånden er slået igennem over det meste af Europa, har gjort investorerne lune på de største byggevirksomheder. Ser man på de 50 største børsnoterede byggevirksomheder og lægger markedsværdien sammen, når man op på astronomiske 143 mia. euro. Det betyder, at hovedparten af virksomhederne har en større værdi i dag, end de havde op til finanskrisen, siger partner i Deloitte Thomas Frommelt.

Væksten er især drevet af de tre absolut største aktører i branchen: Vinci, ACS og Bouygues.

- Disse tre virksomheder har hver en omsætning på over 30 mia. euro, hvilket udgør hele 35 pct. af den samlede omsætning for top 50. Herfra er der et godt stykke ned til de næste aktører, der bl.a. tæller svenske Skanska, franske Eiffage og østrigske Strabag som hhv. nr. 4, 5 og 6, siger Thomas Frommelt.

Ifølge Thomas Frommelt har de største byggevirksomheder anvendt forskellige strategier for at sætte gang i væksten. Fælles for dem er dog, at de har satset på øget internationalisering:

- I 2015 udgjorde eksportmarkederne 52 pct. af omsætningen i top 20, hvilket er 9 procentpoint højere end i 2010. Omvendt peger diversifikationen nedad. Virksomhederne bliver altså mere internationale i deres geografiske tilstedeværelse, men mere fokuserede i deres portefølje. Det er en succesformel, der ser ud til at virke.

Forventningerne er da også, at den europæiske byggebranche fortsat vil vokse de kommende år.

- Investeringerne i byggeriet er steget i et moderat, men stabilt tempo i de fleste EU-lande efter finanskrisen. Den tendens ventes at fortsætte i 2017, godt hjulpet på vej af stigende disponible indkomster, lave renter samt en lang række byggeprojekter, der har været på hold de seneste år og nu endelig ser ud til at blive sat i gang, siger Thomas Frommelt.

På listen over Europas 50 største børsnoterede byggevirksomheder findes danske Per Aarsleff og MT Højgaard på hhv. plads nr. 44 og 48.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094