23948sdkhjf

Cementkoncern investerer massivt i Danmark

Aalborg Portland har øget produktionen i hjembyen og vil investere et større trecifret millionbeløb i fabrikken.
Stigende efterspørgsel betyder, at Aalborg Portland har valgt at genåbne sin sjette produktionslinje på fabrikken i Aalborg.

Dermed øger koncernen sin kapacitet i Aalborg med 125.000 tons på årsbasis.

- Da finanskrisen indtraf, lukkede vi flere af vores produktionslinjer ned som følge af den markant faldende efterspørgsel. Nu er aktivitetsniveauet i Danmark og på eksportmarkederne igen så højt, at vi har behov for at komme op på fuld kapacitet, forklarer Managing Director Michael Lundgaard Thomsen.

Skaber arbejdspladser
Genopstarten af produktionslinjen har krævet en samlet investering på knap 50 millioner kroner.

Den eksisterende ovn er blevet renoveret og opgraderet, og Aalborg Portland har desuden investeret i en ny cementmølle til knap 30 millioner kroner.

Desuden har den forhøjede aktivitet krævet ansættelse af yderligere godt 15 medarbejdere:

- Det har været en udfordring, da cementproduktion er en kompliceret industriproces, og da vi er den eneste fabrik i Danmark. Vi har dog været heldige at tiltrække nogle af de smede og elektrikere, som oprindeligt er blevet uddannet her på Aalborg Portland. Vi har gennem alle årene løbende haft cirka 20 lærlinge i produktionen, og selvom mange af dem fortsat er ansat, så har nogle også fået ansættelse andetsteds, og flere af dem søger nu tilbage, fortæller HR Partner Svend Pedersen.

Konkurrencedygtig produktion i Aalborg
På fabrikken i Aalborg producerer Aalborg Portland både traditionel grå cement og den særlige hvide cement. Produktionslinjen er en ’hvid’ ovn, og det er da også denne type cement, hvor efterspørgslen i Europa og USA for øjeblikket er størst.

- Inden for koncernen kan den stigende efterspørgsel modsvares med stigende produktion enten i Danmark eller i udlandet. Når vi har valgt at lave udvidelsen i Danmark, skyldes det, at vi har en konkurrencedygtig produktion i Aalborg, og fordi de politiske vinde i øjeblikket er mildere end længe. Det har helt klart været medvirkende til beslutningen om at investere i både maskiner og medarbejdere i Aalborg, siger Michael Lundgaard Thomsen.

Han henviser til regeringens beslutning om at reducere NOx-afgiften i 2015 samt den forventede udfasning af PSO-afgiften. Sidstnævnte forventes i år at give en rekordhøj ekstraudgift på mere end 40 millioner kroner for Aalborg Portland, og det svarer til en meromkostning på cirka 120.000 kroner pr. medarbejder.

Nu skal der investeres i Aalborg
- Vi har med denne investering genstartet vores investeringsprogram i tillid til de forbedrede konkurrencevilkår med udfasningen af PSO-afgiften. Faktisk forventer vi nu at skulle investere 500-600 millioner kroner i vores cementproduktion i Aalborg i de kommende tre år, siger Michael Lundgaard Thomsen.

Efter otte år med økonomisk krise glæder han sig over, at det nu for alvor går den rigtige vej:

- Siden finanskrisen har vores primære fokus været at nedbringe omkostninger og at fortsætte vores investeringer i miljørigtig og bæredygtig produktion. Det skal vi naturligvis fortsat have fokus på, men i de kommende år vil vi i stigende grad investere i ny teknologi og nye medarbejdere, siger Aalborg Portland-direktøren.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126