23948sdkhjf

Kan man opsige en ugidelig lærling?

Et medlem har spurgt Tekniqs eksperter.
- Vi har en lærling, der virker sløv og ugidelig. Det frustrerer svendene, der går sammen med lærlingen, fordi han ikke retter sig efter deres instrukser og udfører arbejdet langsomt. Vi har talt med lærlingen, der har fortalt, at han nok ikke rigtig har lyst til at blive blikkenslager, selv om han snart har været hos os i et år.

Denne fortælling landede for nylig hos brancheorganisationen Tekniq og er indsendt af en medlemsvirksomhed, der ønsker at vide, om det er muligt at ophæve uddannelsesaftalen, selv om lærlingen ikke vil.

Kim Koch, konsulent og advokat hos Tekniq, har givet følgende svar:

- Ifølge erhvervsuddannelsesloven kan uddannelsesaftaler ikke opsiges, når de første tre måneder (prøvetid) er gået. Det gælder både jer som virksomhed og lærlingen.

- Man vil derfor kun kunne ophæve uddannelsesaftalen, hvis en af parterne væsentligt misligholder uddannelsesaftalen, eller hvis man kan konstatere, at nogle af forudsætningerne for indgåelsen af aftalen er bristet. Det kan eksempelvis være kriminelle handlinger, udeblivelse fra arbejde uden lovlig grund eller hvis lærlingen ikke kan gennemføre sine skoleophold.

- At en lærling kan mangle motivation eller engagement betragtes sjældent som en væsentlig misligholdelse, og man kan derfor som udgangspunkt ikke ophæve uddannelsesaftalen. Som virksomhed skal man dog ikke glemme, at man har ledelsesretten. Det betyder, at man i det konkrete tilfælde har ret til at instruere lærlingen i, hvad man som virksomhed forventer.

- Man bør derfor begynde med at give lærlingen en mundtlig advarsel. Ændrer lærlingen ikke adfærd, må man følge op med en skriftlig advarsel. I den forbindelse skal det gøres klart, at instrukser, der ikke bliver overholdt, bliver betragtet som en væsentlig misligholdelse, der kan føre til ophævelse af uddannelsesaftalen.

- Det anbefales dog at kontakte Tekniq for en konkret vurdering, inden uddannelsesaftalen ophæves.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.268