23948sdkhjf

Ung ingeniør vil bygge økologiske typehuse

Brugte præmie fra DTU-konkurrence til at starte egen virksomhed.

- Vi tænker konventionelt, men anvender udelukkende økologiske materialer, fortæller Johannes Scheibelein.

Han står bag firmaet Permabyg, som i forrige uge var på Building Green i Forum for at vise, hvordan man bygger et økologisk 2020-hus med træ, halm og ler som de primære byggematerialer.

Det kan lyde hippieagtigt, men det er det ikke. Permabyg er en certificeret videnvirksomhed, som bygger på flere års forskning i lermaterialer og diffusionsåbne konstruktioner.

Det første referencehus er netop rejst ved Grenaa, og Johannes Scheibelein er overbevist om, at økologi har sin berettigelse i fremtidens byggebranche. Det økologiske byggeri har gennemgået en professionalisering og henvender sig i dag til en langt bredere kundegruppe end tidligere:

- Økobyggeri har svaret på mange af de udfordringer, som det konventionelle byggeri kæmper med. Vi har dokumentationen på plads og skal bare ud over rampen, siger Johannes Scheibelein, der er 32 år.

Drømmen er nært forestående

Johannes Scheibeleins viden om økologisk byggeri er opbygget gennem nogle års ansættelse hos byggefirmaet Egen Vinding & Datter samt et ingeniørstudie ved DTU Byg.

Hans afgangsprojekt om anvendelsen af ubrændte lersten i bærende konstruktioner vandt i 2014 en andenplads i DTU’s Grøn Dyst.

Præmien på 10.000 kroner brugte Johannes Scheibelein til at stifte Permabyg, og indtil videre har han tjent til dagen og vejen ved at sælge ingeniørydelser og udføre traditionelle entreprenøropgaver. Men på længere sigt er det husbyggeriet, der skal drive udviklingen i selskabet, understreger Johannes Scheibelein:

- Min drøm er at leve af økologisk husbyggeri, og jeg tror, at den drøm er nært forestående, siger han.

Ambitionen er ikke at skabe en stor virksomhed. Målet er to huse til næste år og på lidt længere sigt en årsomsætning i omegnen af 20 millioner kroner.

- Vi skal for alt i verden ikke vokse for hurtigt – det er produktet alt for godt til, siger Johannes Scheibelein.

Præfabrikerede halmelementer

PermaBygs huskoncept er døbt PermaHus. Husene lever op til de forventede 2020-krav og kan med meget få greb nå Passivhus-standard.

Kernen i et PermaHus er et præfabrikeret halmelement fra litauiske Ecococon, som i Danmark er repræsenteret af firmaet Small Planet.

Ifølge Johannes Scheibelein vil det typisk tage 3-6 måneder at opføre et almindeligt parcelhus på 140 kvadratmeter.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094