23948sdkhjf

180 nye boliger på vej i Hedensted

Hele tre nye boligområder er netop godkendt i den østjyske by.

I sidste uge gav Hedensted Kommune grønt lys til udviklingen af tre nye boligområder i Hedensted og Juelsminde.

Politikernes godkendelse betyder, at kommunen nu kan påbegynde lokalplanlægning af de tre områder, og de første huse forventes at skyde op om cirka et års tid.

- Alle tre projekter vil være med til at styrke bosætningen, og jeg glæder mig over den store interesse for at udvikle boligprojekter i kommunen, siger borgmester Kirsten Terkilsen.

Størst aktivitet bliver der i Remmerslund, Hedensted, hvor Lejerbo opfører 56 almene rækkehuse. Desuden vil ejeren af grunden, Charles Kastberg, i etaper byggemodne resten af området med henblik på byggeri af yderligere 28 rækkehuse og 19 parcelhuse. I planerne indgår også at plante mere skov og anlægge flere søer.

- Bæredygtighed og fællesskab er nøgleordene i projektet, hvor landskabsarkitekter er med til at sikre, at naturen fra starten er tænkt ind i boligområdet. Jeg er utrolig glad for den opbakning, som Hedensted Kommune har givet projektet, og jeg ser nu frem til det videre samarbejde, siger Charles Kastberg, der er direktør for og ejer af Bjerre Herreds Landbrugsselskab.

Charles Kastberg og Lejerbo har Atra Arkitekter med på projektet. De tre parter samarbejder i forvejen om byudviklingsområdet Kirketerp i Hobro, hvor de første boliger skyder op næste forår. 

På Dalbyvej i Hedensted vil Østjysk Boligselskab sammen med Skala Arkitekter opføre 30 almene boliger som dobbelthuse i et ellipseformet boligområde med grønne opholdsarealer, kunstigt anlagte søer og stisystemer. Foruden de 30 almene boliger vil Hedensted Kommune byggemodne 14 parcelhusgrunde

På Strandhusevej i Juelsminde er det Juelsmindehalvøens Almene Boligselskab, der bygger nyt i samarbejde med Rambøll. I alt 33 boliger, opført som henholdsvis dobbelt- og rækkehuse, er på tegnebrættet sammen med et stisystem, der skal indbyde til aktivitet, leg og afslapning.

For alle tre projekter gælder, at der i løbet af planlægningsfasen vil være høringsfaser og borgermøder, hvor borgerne får mulighed for at komme med ideer til planlægningen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125