23948sdkhjf

Sweco opruster med tunge profiler i Danmark

Planning & Design-division har fået flere nye ledere.

Britt Kielstrup Hansen blev 1. september 2016 udnævnt til direktør for Planning & Design (P&D) i Sweco Danmark.

Som led i divisionens vækststrategi er Martin Kjær endvidere udpeget til regionsdirektør for Vestdanmark, ligesom der er hentet tre branchekendte profiler ind i ledelsen.

- Vi har et erklæret mål om, at vi skal være i stand til at tiltrække de bedste medarbejdere, og at vi er anerkendt som det bedste sted at arbejde i branchen. Ansættelsen af vores tre nye ledere – som er tunge profiler fra branchen – synes jeg tydeliggør, at vi er på rette vej, og at vores strategi fungerer, siger Martin Kjær.

De tre profiler, som Martin Kjær henviser til, er Jens Christian Olesen, der kommer fra en stilling som regionschef i Cowi, Peter Andersen, der har en fortid som leder hos blandt andre Bytømreren og Hoffmann samt Per Svop, der senest har været projektchef i Rambøll.

Jens Christian Olesen skal i en nyoprettet stilling som afdelingsleder stå i spidsen for P&Ds kontorer i Aalborg og Viborg, mens Peter Andersen skal lede P&Ds kontorer i Kolding og Odense, ligeledes i en nyoprettet funktion. Per Svop, der kom til Sweco i oktober som projektchef, er udnævnt til gruppeleder i P&D Odense.

Jagter vækst i Jylland og på Fyn

Planning & Design i Sweco Danmark består af cirka 360 ansatte, som dækker klassiske ingeniørdiscipliner som konstruktioner, el, VVS og ventilation samt en lang række specialistområder.

- Med den nye ansvarsfordeling er jeg sikker på, at vi kan vækste P&D’s forretning i Jylland og på Fyn samtidig med, at vi styrker vores lokale ledelse. Derudover er jeg stolt over, at vi har kunnet tiltrække så stærke profiler, siger Britt Kielstrup Hansen, der i øvrigt selv er den første kvindelige repræsentant i Sweco Danmarks landeledelse.

Endvidere er Torsten Esbjørn pr. 1. september tiltrådt som markedsdirektør i P&D, hvor han har til opgave at styrke divisionens markedsposition og synliggøre værdiskabelsen for kunden. Torsten har senest arbejdet hos Rambøll med fokus på forretningsudvikling og kundeansvar.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.131