23948sdkhjf

Nyt Aarhus-firma vil med på de helt store byggerier

Nystartet trykprøvningsvirksomhed kan allerede skrive det nye Aarsleff-domicil og snart også Mærsks domicil på sit CV.

I byggebranchen er det ofte sådan, at man ringer til dem, man kender.

Det kan Morten Kiil Poulsen og Brian Buhl nikke genkendende til efter knap et halvt år som selvstændige med Trykprøvning & Energimærkning Danmark.

- Heldigvis har det været sådan, at mange har taget kontakt til os og bedt os give priser, fortæller bygningsingeniør Morten Kiil Poulsen, der har fire års brancheerfaring.

Vil være dem, de ringer til

Trykprøvning & Energimærkning Danmark er ikke sat i verden for at konkurrere på pris. Strategien er at differentiere sig fra resten af branchen gennem rådgivning for at blive den foretrukne samarbejdspartner på større byggerier, hvor der afkræves en vis ekspertise – og ikke mindst en masse udstyr.

- Vi vil sætte os på de store erhvervsbyggerier. Vi vil være dem, de ringer til, siger Morten Kiil Poulsen til Building Supply.

Virksomheden er ISO9001-certificeret, og referencelisten tæller indtil videre en god håndfuld større bolig- og erhvervsbyggerier i Aarhus, Vejle og Aalborg. Den hidtil største opgave er Aarsleffs nye domicil i Viby, hvor Morten Kiil Poulsen og Brian Buhl måtte have syv blæsere i brug samtidig.

Opgaven hos Aarsleff har efterfølgende banet vej for en endnu større opgave – i Mærsks nye domicil på Amerika Plads i København, hvor det unge Aarhus-firma skal udføre trykprøvning og energimærkning først på sommeren.

Har begge stået med en dampspærre i hånden

De to venner og iværksættere er begge 35 år og har foreløbigt indrettet sig i kælderen under Morten Kiil Poulsens private bolig i Aarhus N.

- Drømmen er at få så travlt, at vi får behov for at ansætte et par folk, siger Brian Buhl, der er uddannet tømrer og ejendomsfunktionær.

Det stiller store krav til opsøgende salgsarbejde, for mens en tømrer kan gå på byggepladsen i flere måneder, er en trykprøvning typisk gennemført i løbet af et par timer. Derfor handler det om at komme på banen tidligt i processen:

- Kan vi give nogle gode råd, er der også en god chance for, at vi får opgaven, siger Morten Kiil Poulsen, mens Brian Buhl tilføjer:

- Vi har begge stået med en dampspærre i hånden og ved, hvor der kan være problemer. Vi kan rådgive, og det er der et marked for. Vi kommer gerne uden for normal arbejdstid, og det er attraktivt ude på de store byggepladser.

Firmaet blev etableret i august, og opstarten er gået over al forventning.

- Vi er fortsat i opstartsfasen, og ser vi ud i fremtiden, er det svært at være pessimistisk. Vi har mange tilbud ude, siger Morten Kiil Poulsen.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11