23948sdkhjf

Jernstøberi giver byen tilbage til borgerne

Efter næsten 170 år med industriproduktion skal centralt erhvervsområde i Ribe omdannes til boliger og butikker.

Det er ikke så tit, at så stort et område i en etableret by ændrer funktion og kan nytænkes, så der fra starten skabes sammenhæng.

Det sker imidlertid nu i Ribe, hvor en af byens vigtigste virksomheder, Ribe Jernindustri, vil flytte sin produktion ud af centrum til erhvervsområdet i Ribe Nord.

Det har banet vej for et samarbejde mellem Realdania, Ribe Jernindustri og Esbjerg Kommune om at udskrive en konkurrence om en helhedsplan, som kan skabe rammerne om en ny, attraktiv bydel med afsæt i de gamle produktionsbygninger.

- På kommunens vegne er jeg selvfølgelig stolt over, at der nu er fundet en mulighed for at Ribe kan udvikles, så byen kan tiltrække flere indbyggere. Dette sker på et helt særligt og meget interessant sted i byen, som også vil kunne få stor bevågenhed fra besøgene og turister, siger borgmester Johnny Søtrup.

Vil give noget tilbage
Siden 1848 har Ribe Jernindustri været centralt placeret i byen, og virksomheden vil da også i fremtiden have sit hovedsæde i den historiske bygning i Saltgade.

- Vores udgangspunkt er, at virksomheden kan give Ribe noget af alt det tilbage, som byen har givet virksomheden siden grundlæggelsen i 1848. Virksomheden vil gøre, hvad der er muligt, for at der kommer så meget godt ud af stedet som muligt, og at realiseringen med udflytning af virksomheden sker så glidende som muligt, siger Michael Boel Olesen, direktør for Ribe Jernindustri.

Den nye bydel får navnet ”Jernstøberiet” med reference til området historie. Ud over Ribe Jernindustri indgår Ribe Danhostel, parkeringspladsen ved Sct. Peders gade samt de eksisterende private bygninger ved Sct. Peters Gade og Saltgade i området.

En fantastisk chance
For at få en helhedsplan, som tager højde for flere aspekter i bymiljøet, bliver der afholdt en parallelkonkurrence. Den adskiller sig fra en almindelig arkitektkonkurrence ved bl.a. at stille krav til deltagerne om større grad af tværfaglighed, fordi der er her tale om kompleks byudvikling.

Målet er at skaberammerne for et attraktivt miljø med boliger og butikker i hjertet af det middelalderlige Ribe.

- Dette er en fantastisk chance for en ny stor helhedsplan i Ribe, der kan berige og tilføre endnu flere kvaliteter til den smukke, historiske by. Det er en spændende proces, som nu sættes i gang, siger Lars Autrup, projektchef i Realdania.

 

 

Overordnet plan

  • Invitation til prækvalifikation udsendes sidst i januar 2017.

  • Tre konkurrenceteams udvælges.

  • Kickoff-møde med konkurrenceteams, videnspersoner og med deltagelse af en borger-følgegruppe med repræsentanter fra Ribe Byforum.

  • Teknisk workshop for de tre konkurrenceteams.

  • Mellemaflevering fra de tre konkurrenceteams med deltagelse af borger-følgegruppen.

  • Aflevering af tre konkurrenceforslag til helhedsplanen.

  • Dommerkomiteen bestående af borgmester Johnny Søtrup, styregruppen, flere fagdommere og rådgivere vælger vinderforslaget.

  • Vinderforslaget offentliggøres inden jul 2017, hvorefter forslagene udstilles.

  • Anne-Mette Bølling, Arkitektkonkurrencerdk ApS er konkurrencerådgiver gennem forløbet.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109