23948sdkhjf

Landinspektørfirma får ny direktør efter 35 år

Lifa-grundlægger træder nu i baggrunden – og til sommer forlader han ejerkredsen.

Lennart Hansen stiftede landinspektørfirma i Assens i slutningen af 1981. I 1986 fik det navnet Lifa efter en fusion med Henning Vilhelmsens landinspektørfirma, og i alle årene har han været direktør.

Nu har han valgt at overlade direktørstolen til Jens R. Schrøder, der kommer fra en stilling som divisionsdirektør i HedeDanmark.

- Da jeg startede i Assens, var jeg kun mig selv, og i 1986 var vi fem medarbejdere med kontorer i Assens og Fredericia. Nu har vi kontorer i 12 byer, og sidste år havde vi en omsætning på omkring 110 millioner kroner. Jeg bliver snart 65 år, så jeg synes, det er på tide, at jeg lader andre komme til, siger Lennart Hansen.

I årenes løb har Lifa gennemført flere opkøb og fusioner med andre landinspektørfirmaer, og ejerkredsen består i dag af 26 personer.

Samtidig med fratrædelsen som administrerende direktør har Lennart Hansen valgt at afhænde de sidste af sine aktier. Det sker til sommer, men han fortsætter dog med at arbejde i virksomhed i afdelingen for geografiske informationssystemer.

- Selv om jeg synes, det er dejligt, at jeg ikke længere skal have så mange opgaver og ansvar, nyder jeg også mit arbejde. Derfor vil jeg nogle år endnu fortsætte i vores GIS- og IT-afdeling, hvor vi har et stigende fokus på ejendomsdata og analyser, siger Lennart Hansen.

Den nye direktør, 51-årige Jens R. Schrøder, er uddannet cand.agro og kommer til Lifa med bred erfaring med ledelse og forretningsudvikling inden for natur- og jordbrugsområdet. CV’et tæller 10 år i Orbicon og 15 år hos HedeDanmark, heraf 10 år som divisionsdirektør.

Han har også været formand i Landskabsrådet, næstformand i Gartneri-, Land- og Skovbrugets arbejdsgivere, næstformand i Jordbrugets Kompetencefond og bestyrelsesmedlem i Danske Anlægsgartnere.

Læs mere om: Lifa
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125