23948sdkhjf

Gamle haller bliver til boliger i Lyngby

150 nye boliger på vej i området ved DTU.

To gamle haller i Lyngby Boligselskab skal rives ned for at give plads til cirka 150 nye ungdoms- og familieboliger.

De to uopvarmede, hangarlignende haller i boligafdelingen Fortunen Øst blev opført i begyndelsen af 1990’erne og har dannet ramme om sportsaktiviteter som tennis, badminton og fodbold.

De seneste mange år er hallerne imidlertid kun blevet anvendt sporadisk, og derfor har repræsentantskabet i Lyngby Boligselskab nu vedtaget at rive dem ned.

Et foreløbigt skitseprojekt, udarbejdet af Domus Arkitekter, foreslår en bygning i 3-7 etager, der indrettes med 100 ungdomsboliger på ca. 45 kvadratmeter, 20 familieboliger på op til 85 kvadratmeter samt 30 boliger til folk med lav betalingsevne (fx flygtninge) på ca. 30 kvadratmeter.

- Grunden grænser lige op til DTU, så vi er ikke i tvivl om, at boligerne vil være meget attraktive for de studerende. Desuden får vi en bygning, som følger den kommende letbanes bue og dermed skærmer for støj for beboerne i Fortunen Øst. Den nye bygning vil selvfølgelig blive optimalt støjisoleret, siger Kaj Eliasen, formand for Lyngby Boligselskab, i en pressemeddelelse.

En ny lokalplan for området forventes på plads inden udgangen af 2017. Selve byggeriet forventes igangsat i slutningen af 2018 og afsluttet i midten af 2020.  

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11