23948sdkhjf

Københavns boligbyggeri sætter rekord

Der er aldrig registreret så mange nyopførte boliger i hovedstaden som nu.

I 2016 blev der færdiggjort 4.300 nye boliger i København, hvilket er det højeste niveau, siden Københavns Kommune i 1990 begyndte at registre på området.

FAKTA:

Antal nye boliger i København de seneste ti år:

2016: 4.300
2015: 2.400 
2014: 2.546
2013: 936
2012: 1.630
2011: 973
2010: 1.050
2009: 1.157
2008: 2.067
2007: 4.121 

- Det er fantastisk at boligbyggeriet igen blomstrer i København. Byen vokser med ca. 10.000 nye indbyggere om året, og der er et stort behov for nye boliger. Derfor arbejder Københavns Kommune hele tiden for at sikre flere boliger til københavnerne, siger overborgmester Frank Jensen (S) i en pressemeddelelse.

Siden midten af 00’erne har nybyggeriet især været centreret omkring de nye byudviklingsområder i Ørestad, Sydhavn og Nordhavn – hvor knap halvdelen af de 4.300 nye boliger i 2016 også er opført.

Tallene fra Københavns Kommune understøttes af analysefirmaet Byggefakta, som tidligere i denne måned offentliggjorde rapporten ”Trends for byggebranchen”.

Heraf fremgik, at byggeriet i Region Hovedstaden steg med 7,2 mia. kroner til rekordhøje 32,2 mia. kroner i 2016, og at det ikke mindst er boligbyggeriet, der driver udviklingen.

Ifølge Københavns Kommune blev der i 2016 investeret 48 milliarder kroner i det københavnske ejendomsmarked, hvilket også er ny rekord. Heraf stod udenlandske investorer for knap halvdelen.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078