23948sdkhjf

Dialogkampagne skal slå et slag for bedre ventilation

En undersøgelse fra Lindab Ventilation tyder på, at bygherrer vægter pris over kvalitet, når det kommer til ventilation. Derfor skal branchens fagfolk nu klædes bedre på.
- Det er vigtigt for mig at være med til at skabe et godt indeklima i de projekter, jeg er med i.

Sådan svarer 90 % af deltagerne i en spørgeskemaundersøgelse, som Lindab Ventilation har gennemført blandt 200 fagfolk i den danske byggebranche.

Men samtidig erklærer 86 % sig helt eller delvist enige i, at de ofte oplever, at pris vægtes højere end kvalitet, når de diskuterer ventilationsløsninger med bygherrer:

- Det er lidt af et paradoks, som ventilationsingeniører og andre fagfolk står over for i dialogen med bygherrerne. Problemet er jo, at bygherren ikke kan se, at han får, hvad han har bestilt. Luftudskiftning er usynlig. Derfor arbejder vi i brancheforeningen Dansk Ventilation for mere kontrol, forklarer direktør Dan Stjernegaard fra Lindab Ventilation.

Resultat: Dårligt indeklima
Hvis bygherren sparer på komponenterne til ventilation, bliver resultatet, at bygningen med høj sandsynlighed får et dårligt indeklima. Og energimæssigt er der ingen tvivl om, at det er bedst for miljø og pengepung at vælge de mest tætte ventilationsløsninger:

- Det er meget kortsigtet at spare på ventilationen. Det er jo ikke fordi, man skal vælge Lindab-produkter. De fleste af konkurrenternes komponenter er også fine. Men hvis produkterne sættes forkert sammen, eller der vælges for ringe dimensionering i forhold til bygningens behov, bliver indeklimaet dårligt og energiforbruget for højt, påpeger Dan Stjernegaard.

Ren kassetænkning i det offentlige
Netop et kortsigtet valg af løsninger oplever Lindab Ventilation ofte i offentlige byggeprojekter:

- Ved offentlige byggerier ligger ansvaret for investering og drift i forskellige afdelinger og budgetter. Det er ren kassetænkning, hvor man ikke har for øje, at en investering i et godt ventilationssystem sparer penge på driften i det lange løb, siger Dan Stjernegaard og fortsætter:

- Et andet problem er, at det sjældent er beslutningstagerne, som mærker til det dårlige indeklima. Det er ikke dem, som skal sidde i et lummert storrumskontor. En løsning kunne være et øget fokus fra Arbejdstilsynet, vurderer han.

Lindabs undersøgelse og bygherrernes prioritering af pris i forhold til kvalitet vinder genklang hos professor Bjarne W. Olesen fra DTU Byg:

- Mine erfaringer med bygherrer er, at de gør det absolut minimale. Så for at få bedre indeklima og spare energi på ventilationen er det nødvendigt med lovkrav og at oplyse om betydningen af indeklima, så det efterspørges på linje med lækre køkkener, siger Bjarne W. Olesen.

Fagfolk skal klædes ordentligt på
For at fagfolk, som arbejder med ventilation, kan give god rådgivning til bygherrerne, er det afgørende, at de er klædt tilstrækkeligt på til at kunne forklare behovet for gode ventilationsløsninger.

På spørgsmålet, "Jeg føler mig godt klædt på til at drøfte betydningen af et godt indeklima med de øvrige parter i projekterne," erklærer 58 % sig enige, mens 28 % er deltvist enige:

- Det er selvfølgelig over halvdelen, der er godt rustet, men der er også mange, som bare leverer det, de bliver bedt om. Vi skal altså have vores kunder, ventilationsentreprenører, ingeniører og installatører klædt på til at argumentere. Og det forsøger vi blandt andet med vores nye dialogkampagne og hjemmesiden Bedreindeklima.nu, fastslår Dan Stjernegaard.

Fakta om undersøgelsen
• Lindab Ventilation har iværksat en dialogkampagne over for byggebranchen. 1.100 virksomheder er inviteret til at deltage i en spørgeundersøgelse med mulighed for at vinde præmier.

• 205 har besvaret spørgsmålene. Heraf er en størstedelen projekt- eller entrepriseledere på forskellige byggeprojekter, en del er ingeniører, mens der også er en del håndværkere, afdelingsledere og direktører blandt deltagerne.

• Se resultaterne på www.bedreindeklima.nu under punktet 'Branchedialog'.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094