23948sdkhjf

Fæstningsby får porte og moderne bypark

Arkitektkonkurrence for historisk bydel i Fredericia er nu afgjort.

Siden efteråret 2016 har Fredericia Vold ligget på tegnebrættet hos fem udvalgte arkitektteams, som har deltaget i arkitektkonkurrencen Fæstningsbyen Fredericia.

Mandag den 20. marts kunne Fredericia Kommune afsløre vinderprojektet, som er udarbejdet af Erik Brandt Dam Arkitekter med Charlotte Skibsted Landskabsarkitekter, Cornelius + Vöge, Moe og Martin Zerlang.

Nye porte og broer og en moderne bypark er hovedtrækkene i forslaget, som kommer med bud på, hvordan Fredericia kan få mere glæde af sin vold.

- Voldanlægget er en vigtig brik i udviklingen af byen, og med dette ambitiøse vinderforslag kommer vi til at se moderne arkitektur, der forholder sig ydmygt til Fredericias historie og den historiske sammenhæng mellem by og vold, siger borgmester i Fredericia Kommune og formand for dommerkomitéen Jacob Bjerregaard i en pressemeddelelse.

I juni 2016 modtog Fredericia Kommune en donation på 50 mio. kroner fra A. P. Møller Fonden. Heraf er 2,5 mio. kroner gået til at afholde arkitektkonkurrencen, og vinderprojektet skal nu bearbejdes, inden første spadestik kan tages.

- Foran os ligger en spændende proces sammen med Erik Brandt Dam Arkitekter, hvor Fredericias borgere, foreninger og andre interessenter kan spille ind med ideer og visioner til, hvordan vi med dette glimrende udgangspunkt kan sikre det bedst mulige resultat for vores historiske voldanlæg. Projektet skal først godkendes af fredningsmyndighederne, og så forventer vi at gå i jorden i 2018, siger Jacob Bjerregaard.

Fæstningsbyen Fredericia

 - Byen er anlagt som fæstning af Frederik III i 1650.

 

- Fredericias placering ved Lillebælts smalleste punkt gjorde byen ideel som fæstning. Fæstningsanlægget var ved opførelsen forsynet med ni bastioner mod landsiden og 11 mindre bastioner på de to vandsider.

 

- I 1909 ophørte fæstningen som militært anlæg, og Fredericia Kommune købte i 1914 arealerne efter ønske fra byens borgere.

 

- I dag fungerer fæstningen som en grøn bypark under navnet Fredericia Vold. Fredericia Vold er i dag Nordens største og et af Europas bedst bevarede voldanlæg.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11