23948sdkhjf

Bæredygtighed handler også om interiøret

Link Arkitekturs bæredygtighedschef vil bruge Building Green til at sætte fokus på cirkulære løsninger i indretningen.

- At anvende produkter lineært indebærer et enormt ressourceforbrug. Alt for meget ender på lossepladsen. Derfor skal der være meget mere fokus på genanvendelse og genbrug, siger Ivana Kildsgaard.

Hun er bæredygtighedschef hos Link Arkitektur i Sverige og blandt talerne på næste uges Building Green i Aarhus med et oplæg, der handler om at fremme cirkulære løsninger inden for indretning og interiør. 

- Cirkulær økonomi er et meget komplekst område, og der er mange udfordringer, når det kommer til at udvikle cirkulære løsninger til møbel- og interiørbranchen. For at muliggøre cirkularitet af møbler og indretningsprodukter skal vi grundlæggende have bedre kontrol med de kemikalier, som anvendes. Derudover er det vigtigt, at der udvikles nye metoder til at designe og producere produkter, mens vi samtidig behøver nye forretningsmodeller for anvendelse af produkterne, som bidrager til at forlænge deres levetid, siger Ivana Kildsgaard.

Hun kommer til Aarhus i sin egenskab af formand for det svenske netværk 100Gruppen, der blev stiftet i efteråret 2015 for at bidrage til udviklingen af bæredygtigt interiør.

100Gruppen er en non-profit organisation med deltagelse af en bred vifte af aktører med tilknytning til interiørbranchen. En meget vigtig del af arbejdet består i at udveksle idéer og erfaringer.

- Når vi forstår, hvilke udfordringer og potentialer, vi hver især har, kan vi bedre finde muligheder til at drive industrien frem mod en cirkulær økonomi. Det samme gælder for hele byggebranchen. Mit ønske er at alle aktører tager en mere aktiv rolle i forhold til at arbejde med cirkulære løsninger. Det er utrolig vigtigt at vi står sammen, og at udviklingen ikke sker på bekostning af arkitektur og funktionalitet, siger Ivana Kildsgaard.

Ivana Kildsgaards indlæg ”Sustainable Interiors, good for occupants and the environment” kan opleves på Building Green i Aarhus den 30. marts klokken 09.15.

Se mere om messen

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095