23948sdkhjf

Her er Danmarks første offentlige bygning med platin i bæredygtighed

Det nye rådhus i Skanderborg er den første offentlige bygning – og den anden bygning i det hele taget – med den højeste certificering under den danske DGNB-standard for bæredygtighed.

Green Building Council Denmark har netop afsluttet en grundig certificeringsproces af administrationscenteret på Skanderborg Fælled, som er blevet undersøgt på 182 forskellige paratmetre inden for miljø, økonomi og teknisk kvalitet. Resultatet er en score på 80,5 point og dermed platin, hvilket hidtil kun er givet til Gladsaxe Company House.

- Stort tillykke til byrådet og byggefolkene i Skanderborg. Det nye rådhus er den første offentlige bygning i hele Skandinavien, som opnår den højeste DGNB-score og dermed platin. Det er utroligt godt gået, og det kan forhåbentlig inspirere både offentlige og private bygherrer til at tænke mere dokumenteret bæredygtighed ind, siger Mette Qvist, direktør i Green Building Council Denmark, der står bag den danske DGNB-certificering.

En god forretning
Administrationscenteret på Skanderborg Fælled blev oprindeligt præcertificeret til DGNB-guld, men en række tiltag i byggefasen og efter indflytningen har løftet projektets score op på det højeste niveau.

Projektet scorer højt på alle 182 parametre, men den højeste karakter finder man inden for bygningens samlede økonomi. Green Building Council Denmark fremhæver blandt andet, at Skanderborg Kommune ”har formået at få en energivenlig bygning af høj kvalitet for en lav totaløkonomi”.

Byrådet traf allerede i 2011 en principbeslutning om at samle kommunens administration på én adresse. Den endelige beslutning om byggeriet af Skanderborg Fælled blev truffet i 2013, var det med et klart mål om, at den nye bygning skulle være energivenlig og indbydende.

- Det har vi i dén grad fået. Bæredygtigheden er ikke kun for samvittighedens skyld – det er også en god forretning. Vi kommer til at spare 6 mio. kroner om året alene på energi, varme og bygningsdrift i forhold til de seks adresser, hvor administrationen sad tidligere, siger borgmester Jørgen Gaarde (S).

Huset er bygget efter 2020-standarden og har blandt andet 950 kvadratmeter solceller på taget, varmegenvinding samt klimasikring med grønne tage og eget regnvandsbassin.

Brugerne med fra starten
Administrationscentret er blot en del af Skanderborg Fælled. Byggeriet, som er opført af KPC, Schmidt Hammer Lassen, Cowi og Bascon, omfatter også træningsrum, foreningslokaler. politistation og dobbelthal med plads til 4.090 koncertgæster.

Det hele er samlet i én bygning, fordelt på seks etager og 20.000 kvadratmeter i alt, der er opført for et samlet budget på 300 mio. kroner.

Da beslutningen om byggeriet blev truffet valgte man at nedsætte et særligt Fælledudvalg, som også tæller borgere og erhvervsliv.

- Vi inviterede brugerne med ind i byggeprocessen helt fra ide- og tegningsstadiet. Smukfest og Skanderborg Håndbold har for eksempel bidraget med værdifulde erfaringer om at afvikle store arrangementer. Ved at inddrage brugerne fra start undgik vi dyre ændringer undervejs i processen, og det er en af årsagerne til, at vi har fået kvalitet for pengene, siger Jens Grønlund (V), næstformand i Økonomiudvalget og medlem af det særlige Fælledudvalg.

Den 26. april overrækker Mette Qvist fra Green Building Council Denmark officielt platin-certifikatet samt en plakette til Byrådet i Skanderborg Kommune.

Artiklen er en del af temaet Bæredygtigt byggeri.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141